Bank lukker i Løkken - medarbejderne flyttes

Nordjyske Bank lukker filial for at samle medarbejderne i større afdelinger

Allan Vinding Sørensen
Afdelingsdirektør Mads Gade, Løkkenafdelingen. Foto: Nordjyske Bank
Pengeinstitut 14. marts 2019 10:13 - Opdateret 14. marts 2019 18:51

LØKKEN: Nordjyske Bank lukker afdelingen i Løkken og flytter medarbejderne til afdelingerne i Hjørring, Hirtshals og Brønderslev.

Banken skriver i en pressemeddelelse: ”Kravene til god bankrådgivning skærpes løbende, og Nordjyske Bank ønsker også fremover at kunne tilbyde sine kunder kompetent rådgivning og service. Banken samler derfor medarbejderne i større afdelinger, hvor rådgiverne kan bruge hinandens kompetencer og sikre at kunderne altid kan få den optimale rådgivning.

Det er derfor planlagt, at de seks medarbejdere i Løkken afdeling sidst i april flytter til Nordjyske Banks andre afdelinger i Hirtshals, Hjørring og Brønderslev. Den forventede sidste åbningsdag i Løkken bliver tirsdag den 30. april.

Afdelingsdirektør i Løkken Mads Gade fortæller:

” Vi har altid haft en god afdeling i Løkken, men i en mindre afdeling er der udfordringer med at få den daglige bemanding til at hænge sammen. Samtidig bruger langt størstedelen af vores kunder banken på en helt anden måde, end de gjorde for 5 eller 10 år siden. De daglige forretninger klares med bankens selvbetjeningsløsninger, hvor der altid er hjælp at hente i bankens hotline – og behovet for kontanter er desuden stærkt nedadgående”.

Mads Gade fortsætter:

”Vores vigtigste opgave er at kunne rådgive kunderne om pension, forsikring, investering eller bolig. Her skal vi også i fremtiden leve op til de krav, som vores kunder med rette kan stille til os. Rådgiverne skal altid være opdaterede på den nyeste viden og lovgivning, og her skal de kunne bruge hinandens erfaringer og faglighed. Det er nødvendigt med flere kompetencer samlet på et sted. Kunderne forventer desuden at vi altid er nærværende - at vi har et godt kendskab til dem og deres økonomi. Vi har derfor brug for en organisering, som giver mulighed for dette”.

Mads Gade, som er bosat i Løkken, fortsætter selv i Hjørring afdeling, men vil stadig bevare en vigtig rolle som ambassadør for bankens lokale forankring i Løkken og omegn.

Mads Gade afslutter med:

”Der vil i forbindelse med sammenlægningen være en del praktiske ting som skal på plads, f.eks. kender vi endnu ikke fremtiden for ejendommen og pengeautomaten. Her kan de fremtidige muligheder afhænge af en eventuel kommende ejer af ejendommen.

Det er også vigtigt for mig at understrege, at selvom medarbejderne i Løkken flytter til andre afdelinger, så ønsker vi fortsat at være lokale i hele området. Vi vil derfor deltage i aktiviteter i Løkken og omegn præcist som vi plejer”.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...