Ildebrand

Beboer opdagede ild: Brand i lagerhal på gård

Alarmen lød værre end ilden i en længe på gården ved Tornby egentlig var til, lyder det fra indsatsleder fra beredskabet

Arkivfoto: Nicholas Cho Meier
Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

TORNBY: Nordjyllands Beredskab i Hjørring Kommune måtte tidligt fredag morgen rykke til en brand i en længe på en gård på Hovedvejen lidt nord for Tornby. Alarmen lød klokken 05.43.

Branden var opstået i en længe, der bliver brugt til opbevaring af blandt andet gamle biler.

– Der var nogle borde, hvor der lå nogle dele fra bilerne, som tilsyneladende havde været til salg ved noget loppemarked. Her var der opstået ild, forklarer indsatsleder Jesper Ludvigsen fra beredskabet.

Han har intet bud på en årsag til branden. Den skal politiets teknikere nu forsøge at finde frem til.

– Vi rykkede med ekstra mandskab fra Hjørring, da meldingen lød værre end ilden egentlig var, så vi havde i første omgang 12 mand på opgaven, men folkene fra Hjørring sendte vi hurtigt hjem igen. Efter godt et kvarters arbejde havde vi bekæmpet ilden, og så har vi efterfølgende ventileret i længen, lyder det fra indsatslederen.

Det var en beboer på gården, der selv alarmerede beredskabet, da han opdagede ilden i længen.

Ingen mennesker eller dyr var i fare ved branden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden