Behersket glæde i Vrå over annulleret kontrakt til botilbud - de kan jo byde igen

Armene er dog ikke helt oppe over hovedet i jubel endnu - et nyt udbud kan stadig placere botilbuddet i Vrå

Ejendommen på Bakkevej, hvor botilbuddet skulle have været placeret. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Ejendommen på Bakkevej, hvor botilbuddet skulle have været placeret. Foto: Torben Hansen

VRÅ:Der er glæde i Vrå og omegn samt i hvert fald på dele af Christiansborg over, at Udlændingestyrelsen har annulleret kontrakten med Botilbuddet Norden, der ifølge kontrakten skulle have huset op til 20 afviste asylansøgere på en ejendom på Bakkevej lidt uden for Vrå.

På Christiansborg glæder Preben Bang Henriksen, der er partifælle med Hjørrings venstreborgmester Søren Smalbro, sig over, at udbuddet nu skal gå om helt fra start.

- Det var en god besked, at licitationen om botilbuddet skal gå om. Det er en lettelse for borgerne i Vrå og i den grad en tilfredsstillende udgang for os, der har bragt sagen på ministerens bord, siger Preben Bang Henriksen.

I Vrå og omegn glæder blandt andre Rikke Biegel sig også over, at udbuddet er annulleret, og planerne om et bosted for afviste asylansøgere på Bakkevej er skrinlagt - i hvert fald som de var blevet præsenteret for beboerne i Vrå.

Hun tager positivt imod nyheden om, at kontrakten er annulleret, men ved også godt, at det for så vidt stadig kan komme på tale at etablere centeret på ejendommen på Bakkevej. Hvis det sker, så håber hun, at både myndigheder og firmaet bag bostedet har taget ved lære af det hidtidige forløb. 

Ingen - ikke engang Hjørring Kommune - var orienteret om planerne, før firmaet bag meddelte, at de havde vundet udbuddet, og at asylansøgerne skulle huses på Bakkevej.

- Vi har savnet information om, hvad det er, der skulle ske, og hvad det er for nogle mennesker, der skulle komme. Så hvis bostedet alligevel kommer til Vrå, så håber jeg, at der kan blive arrangeret nogle møder, hvor man kan få reel information om, hvad det drejer sig om.

- Vi er overhovedet ikke blevet hverken hørt eller inddraget, siger Rikke Biegel.

Hun har i lighed med mange andre i og omkring Vrå gået og ventet på, om det skulle lykkes for Vrå Borger- og Erhvervsforening i samarbejde med Udlændingestyrelsen og Botilbuddet Norden at få et stort borgermøde i Idrætscenter Vendsyssel stablet på benene i næste uge, men om det bliver til noget nu, er nok tvivlsomt.

- Så vidt jeg ved, så var det stadig i proces, siger Rikke Biegel, der ikke selv har været med i arbejdet med mødet.

Michael Engbjerg, der er byrådsmedlem for Venstre i Hjørring Kommune, skriver på sin Facebookside, at der arbejdes på at afklare, om behovet for mødet stadig er til stede.

Og mens man nok er glade i Vrå og omegn over, at kontrakten med botilbuddet er annulleret, og udbuddet skal gå om, så vægrer man sig lidt imod at tage begge arme op over hovedet i jubel; Botilbuddet Norden kan jo byde igen med et projekt, der holder sig inden for Udlændingestyrelsens krav. Hvilket flere lokale også gør opmærksom på på forskellige Facebooksider - ikke mindst sammenholdt med, at Botilbuddet Norden var den eneste byder.

Men på Christiansborg tror Preben Bang Henriksen ikke på, at det lander i Vrå.

- Nu kan der bydes på ny overalt i Danmark, men uden de fornødne tilladelser, så bliver det garanteret ikke Vrå igen. Og tillykke med det, slutter det nordjyske folketingsmedlem.

 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.