Betjente måtte trække ud på cykelsti for at undgå vanvidsbilist
Den 26-årige blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:04
Opdateret klokken 15.59.
ILBRO/TÅRS: Betjente fra Nordjyllands Politi måtte natten til tirsdag foretage en hurtig manøvre og trække ud på en cykelsti og videre ud i græsrabatten for at undgå en påkørsel, da de kom kørende mellem Hjørring og Tårs.
Episoden skete kort efter midnat.
En 26-årig mand havde været på Circle K på Heerfordtsvej i Hjørring, inden han satte kursen mod Tårs i sin bil. I meget påvirket tilstand.
- Her mødte han en modkørende, som tilfældigvis var en politibil, som måtte vige for ikke at blive påkørt, fordi han trak over i deres vognbane, fortæller vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.
Derefter satte betjentene efter den 26-årige, som lod sig standse på Sæbyvej kort tid efter.
Han blev anholdt kort før klokken 00.30.
- Manden kørte ikke voldsomt hurtigt, men han bliver sigtet efter paragraf 252, fordi han har været til fare for andres liv og førlighed, siger vagtchefen.
Den 26-årige mand blev fremstillet kl. 14 tirsdag i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger.
Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Christian Jacobsen.
- Han påstod, at det var en kammerat, der havde ført bilen, men politiet konstaterede noget andet i deres rapport. De havde eftersat bilen og kun fundet en fører, siger Christian Jacobsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.