Festen er slut: Nordjysk fabrik lukker

Koncernen Unicon, der leverer færdigblandet beton over hele landet, lukker en håndfuld mindre fabrikker - foreløbig vinteren over 

HJØRRING:Der har været fart på betonblanderne de senere år med en ophedet byggebranche, men nu ser det ud til, at en meget stor efterspørgsel efter færdigblandet beton, er ved at stilne af. 

Det betyder, at koncernen Unicon A/S, der producerer færdigblandet beton på 33 fabrikker i hele landet, lukker ned for produktionen på en håndfuld mindre fabrikker, heriblandt fabrikken på Jørgen H Jensens Vej i Hjørring. 

- Jeg vil ikke kalde det en krise, og vi har også bestemt planer om at åbne produktionen igen, men lige nu er der en række parametre, der gør, at vi skruer ned for produktionen, siger administrerende direktør Casper Mathiasen.

Dels er det ikke unormalt, at produktionen  af beton kører på et lavere blus i vintermånederne, men hertil skal nu lægges de høje energipriser, og så en generel opbremsning i byggeriet. 

- Vi opvarmer vores siloer med  naturgas for at holde råvarerne frostfri. Derfor giver det mening at samle produktionen på færre lokaliteter i de kolde måneder. Samtidig ser vi  nogle mørke skygger i forhold til situationen med byggeriet af nye boliger, siger Caper Mathiesen. 

Koncernens to fabrikker i Aalborg og Nørresundby kommer til at køre uændret videre og skal så betjene det nordjyske marked. 

- Vi forventer, at kunne åbne i Hjørring igen til foråret, men jeg kan ikke afvise,  at lukningen kommer til at strække sig over længere tid, afhængig af, hvordan byggeaktiviteterne udvikler sig, siger Casper Mathiesen. 

Ud over fabrikken i Hjørring, der beskæftiger tre til fem ansatte, lukker Unicon A/S, der har de samme ejere som Aalborg Portland, også produktionen på mindre fabrikker i Vestjylland, Sønderjylland og på Sydfyn.   

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.