Beton på klinten og 650 ton ulovlige sten på stranden: Her er den endelige dom

Det er seks-syv år siden, der blev hældt beton ud over klinten og lagt ulovlig kystsikring ud for truede sommerhuse i Lønstrup. Nu har Vestre Landsret sat punktum i sagen

De ulovlige sten, der blev lagt ud i 2016, ligger stadig på stranden nedenfor de udsatte sommerhuse.  <i>Foto: Torben Hansen</i>

De ulovlige sten, der blev lagt ud i 2016, ligger stadig på stranden nedenfor de udsatte sommerhuse.  Foto: Torben Hansen

LØNSTRUP:Fire sommerhusejere i Lønstrup fik ikke noget ud af en lang sagsbehandlingstid og et nyt retsligt syn på sagen. Vestre Landsret i Viborg har netop stadfæstet byrettens dom fra 2020 i en sag om ulovlig kystsikring på klinten syd for Lønstrup. 

Det betyder, at de fire grundejere er blevet dømt til at betale i alt 425.000 kroner i bøde for overtrædelse af Kystbeskyttelsesloven. 

Vestre Landsret har dermed på linje med Byretten i Hjørring  fundet det bevist, at de fire tiltalte - tre mænd og en kvinde - stod bag udlægningen af i alt 650 tons kampesten på stranden nedenfor de truede sommerhuse i juni 2016. Det skete uden forudgående tilladelser.

I december 2017 blev der sikret yderligere med sten og beton på klinten, der er udpeget som Natura 2000, og hvor det derfor ikke har været muligt at få tilladelse til hård kystsikring. Der blev også lavet omfattende terrænregulering omkring de truede sommerhuse.

Sådan så det ud lige efter, at den ulovlige kystsikring var etableret.  <i>Foto: Matthew David Burnett</i>

Sådan så det ud lige efter, at den ulovlige kystsikring var etableret.  Foto: Matthew David Burnett

Forsvarerne for de fire tiltalte har argumenteret for, at grundejerne blot gjorde det, som myndighederne burde have gjort - nemlig sikrede de truede ejendomme og de naturværdier, som er udpeget som Natura 2000. Det har ikke været muligt at få en frisk kommentar fra de dømtes forsvarer. 

Efter den første dom i byretten og den efterfølgende beslutning om at anke til landsretten, sagde forsvarer Anders Stoltenberg: 

-  Mine klienter og jeg mener, at dommen er alt for hård, og vi vil fortsat gå efter frifindelse. 

De danske myndigheder mener, at det er selve de dynamiske kræfter med jævnlige skred på klinten, som Natura 2000 beskyttelsen omfatter. Hvis der bliver lavet fast kystsikring vil skrænten blive mere skrå og få grøn bevoksning.  

Efter  dommen i Vestre Landsret,  skal det nu afgøres, om de ulovlige sten, som stadig ligger på stranden, skal fjernes. 

- Vi er tilfredse med at få sat et punktum i den langvarige sag, og en naturlig konsekvens må nu være, at de ulovlige sten selvfølgelig skal fjernes fra stranden, siger formand for teknik og miljøudvalget i Hjørring  Kommune, Søren Homann (K). 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.