Hærværk

Børns påskeharer har pyntet byen i årevis - nu er det smadret

- Det er jeg sgu sørgelig over, siger borgerforeningens formand

Børns påskeharer har pyntet Tårs i årevis, men nu er en del af det smadret. Nikolaj Wunderov (tv.) og borgerforeningens formand Rasmus Rosengren ser på skaderne. 
Børns påskeharer har pyntet Tårs i årevis, men nu er en del af det smadret. Nikolaj Wunderov (tv.) og borgerforeningens formand Rasmus Rosengren ser på skaderne.  Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 17:10

TÅRS: Det var et ualmindeligt kedeligt syn, de små 2000 indbyggere i Tårs søndag stod op til.

Påskeharer, påskeæg og blomster i træ, som i flere år har skabt hygge i højtiden og pyntet ned gennem byens hovedgade, ved byens kirke, plejehjemmet Bålhøjcentret og byens indfaldsveje, er i løbet af weekenden blevet ødelagt af ukendte gerningsmænd.

Harer har fået knækket ørerne, og træblomster er blevet brækket.

Påskepynten er gennem flere år savet ud af affaldstræ og monteret på hegnspæle af en gruppe frivillige og ældre medborgere kaldet "De Blå Mænd" og siden dekoreret af byens børn på initiativ af byens borgerforening.

Søndag var der i forvejen planlagt en affaldsindsamling i byen, men det var ikke planen, at de ødelagte harer og påskeæg skulle være en del af det "udbytte".

- Jeg går her med nogen i hånden, hvor der står "Pelle 1 år" og en anden, hvor der står "Sara 7 år". Det er jo børn helt nede fra dagplejealderen og op til fritidshjem, som gennem flere år har lavet det her. Det er en udsmykning, og børnene nyder at kunne se noget, de har lavet for så og så mange år siden. Det er noget, der betyder noget, og jeg er sgu sørgelig over, at det ikke kan få lov at stå i fred. Det er brandærgerligt, sukker Rasmus Rosengren, formand for Tårs Borgerforening.

En af de ødelagte påskeharer har fået knækket et øre. Foto: Lars Pauli

Han har ingen konkret idé om, hvem der har udført hærværket.

- Men det virker som om, at nogen er kørt forbi på en knallert og har sparket til det i forbifarten, konstaterer han.

Han oplyser, at byens påskepynt skulle have været samlet ind i torsdags - men at dårligt vejr udsatte det til weekenden. 

Børn har gennem snart mange år udsmykket påskepynten, som borgerforeningen opbevarer fra år til år, mens frivillige placerer det rundt omkring i byen op til påskehøjtiden. Foto: Lars Pauli

- Havde vi dog bare trodset vejret i torsdags, så kunne vi have reddet dem. Men vi havde en idé om, at vi kunne tage dem med i dag, når vi alligevel skulle ud og samle affald. Og det er jo frivillige, der knokler for byen. Nu står vi så her med ødelagt påskepynt. Det er vi trætte af, konstaterer Rasmus Rosengren og kigger ned på det lille stykke ødelagte påskepynt, som er dekoreret af "Pelle 1 år".

- Det kunne jo have være fedt, hvis Pelle kunne vise det til andre børn - måske endda sine egne engang - og fortælle, at "det har jeg lavet engang". Men det kan Pelle altså ikke få lov til, for nu er det ødelagt, sukker Rasmus Rosengren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden