Brand i nyrenoveret hus - nu kan de starte forfra
Ejer greb hurtigt ind, men kunne ikke forhindre ejendom i at blive røg- og vandskadet
HJØRRING: En familie på Frederikshavnsvej i Hjørring må nok desværre indstille sig på, at de må starte forfra på renoveringen af deres ejendom.
Lørdag sidst på eftermiddagen måtte de ringe 1-1-2, da der opstod ild i et elskab. Selv om ejeren af huset resolut fandt en pulverslukker og selv forsøgte at stoppe ilden, kunne han ikke forhindre ilden i at løbe i en kanal fra husets stueetage til 1. salen, hvor et værelse udbrændte totalt og efterlod resten voldsomt røg- og sodskadet.
Det oplyser indsatslederen på stedet, Ib Nielsen fra Nordjyllands Beredskab.
- Ejeren opdagede branden ved, at lyset går ud. Da han slog HPFI-rtelæet til, smækkede det igen, og så kunne han lugte røg inde i elskabet, hvor der var sket en kortslutning. Ilden løb i en kanal op til førstesalen og antændte værelset, der udbrændte. Hele overetagen er røgskadet og klar til at brække ned - mere eller mindre, oplyser Ib Nielsen, som roser ejen af huset for arbejdet med pulverslukkeren, indtil brandfolkene fra stationen i Hjørring nåede frem.
- Vi mener, det har dæmpet ilden så meget, at den ikke fik ordentligt fat, vurderer indsatslederen, som oplyser, at det lykkedes at redde det meste af taget på ejendommen.
Familien i huset kom uskadt ud sammen med både hund og kat. Men de materielle skader er til at få øje på.
- Det ser ud til, at ejendommen var nyrenoveret. Men de skal i gang igen nu, konstaterer Ib Nielsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.