Branden

Brand i sommerhus: Sort røg kunne ses på stranden

Et sommerhus stod i flammer, og der var sort røg på himlen

Den sorte røg fra sommerhusbranden kunne ses på himlen over Løkken Strand. Foto: Kathrine Bay

Den sorte røg fra sommerhusbranden kunne ses på himlen over Løkken Strand. Foto: Kathrine Bay

LØKKEN STRAND: Der opstod mandag eftermiddag ild i et sommerhus på Fyrrevej i Løkken. Alarmen til Nordjyllands Beredskab lød klokken 16.15.

Branden var så kraftig, at den sorte røg tydeligt kunne ses nede på selve Løkken Strand.

- Alarmen gik på, at der stod flammer ud af huset, men beredskabet er nu ved at have styr på ilden, oplyser vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi ved godt 17-tiden.

Der var angiveligt ingen hjemme i sommerhuset, da ilden brød ud, og ingen har derfor været i umiddelbar fare ved branden.

Vagtchefen kender ikke noget til årsagen, men kommer med en generel advarsel:

- Det har været tørt i en uges tid nu, så jeg vil da godt lige komme med en lille løftet pegefinger og opfordre folk til at passe rigtig godt på, når det drejer sig om at have tændt åben ild, lyder det fra Per Jørgensen.

Ilden var ved at sprede sig

Da brandfolkene ankom, var det første de foretog sig at sørge for, at flammerne ikke bredte sig fra sommerhuset til træerne og buskene omkring.

- Der var fare for, at ilden skulle sprede sig, fordi der er meget tæt bevoksning rundt om grunden, som ilden havde fået fat i. Så det var det første vi slukkede, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Dorthe Krog til NORDJYSKE.

Hun fortæller, at branden er startet i et udhus eller en garage og efterfølgende har bredt sig til selve sommerhuset.

- Da brandfolkene ankommer, var det overtændt og vi har formået at redde lidt af sommerhuset, men der er sket store brandskader.

Flammerne er under kontrol og Nordjyllands Beredskab er nu i gang med efterslukningen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.