Store skader på hus efter voldsom brand: Politiet skal finde årsagen
Brandvæsnet regner med, at branden er slukket tirsdag formiddag
Opdateret kl. 08:04
Brandfolk fra Hjørring og Brønderslev har i de tidlige morgentimer tirsdag kæmpet med en brand i et hus på Aalborgvej i den sydlige udkant af landsbyen Harken mellem Hjørring og Vrå.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup.
Han fortæller, at branden blev anmeldt klokken 02.44, da en person uden for huset så røg komme ud fra et vindue i husets gavl.
- Ilden bryder igennem taget samtidig med, at vi kommer frem. Så vi har slukket ilden udefra, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Dorthe Krogh.
- Det er en konstruktionsbrand fra kælder til kvist, så det er et rigtigt stort område. Samtidig er det et ældre hus, så det er slemt skadet, siger Dorthe Krogh, der lader det være op på forsikringsselskabet og vurdere om huset er nedbrændt.
- Men det er i hvert fald hårdt medtaget og beboeren i huset skal genhuses, siger hun.
Der var ingen beboere i huset, da branden opstod. Derfor vil politiet foretage en brandundersøgelse, når ilden er slukket, da man ikke umiddelbart kan fastslå årsagen til branden.
Dorthe Krogh vurderer, at brandfolkene er færdige på stedet ved ni-tiden og klar til at tage hjem.
- Vi skal lige være færdige med efterslukning og så skal skadeservice og politiets efterforskere til i huset, siger hun.
Udover branden i Harken er der også et sommerhus i Nordjylland, der er brændt ned natten til tirsdag.
Det er et sommerhus på Kukmarksvej ved Ajstrup syd for Hadsund.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arndrup.
Branden blev opdaget klokken 02.26 af beboere i området. Brandvæsnet ankom hurtigt, men kunne ikke forhindre, at huset udbrændte.
Da brandårsagen ikke umiddelbart kan fastslås, vil politiet senere foretage en brandundersøgelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.