Corona: Krematorium skruer op for kremeringer
Der arbejdes i døgndrift for at undgå flaskehals, hvis ansatte skulle blive smittet
Opdateret kl. 16:20
HJØRRING: Krematoriet på Hjørring kirekgård på Aldershøjvej i Hjørring har arbejdet i døgndrift på det seneste.
- Vi forventer ikke flere dødsfald end sædvanligt, men arbejdet er så specialiseret, at vi kan risikere helt at måtte stoppe, hvis vore ansatte bliver smittet med corona, siger provst Thomas Reinholdt Rasmussen fra Hjørring Søndre provsti.
- Vi gør, hvad vi kan for at beskytte krematørerne lige som sygehusene gør, hvad de kan for at forhindre, at læger og sygeplejersker bliver smittet.
Krematoriet kan ikke erstatte sine medarbejdere, hvis de bliver smittet. Hvis kremering ikke holdes i bund, så har krematoriet ganske enkelt for lidt kølekapacitet medmindre det sørger for at kremere så mange som muligt i tide.
Provstiet blev opmærksom på flaskehalsproblematikken, da der senest var optræk til storkonflikt på arbejdsmarkedet.
Krematoriet kremerer cirka 1300 årligt, men der er kun 60 kølepladser i alt i kommunen, deraf 24 ledige på krematoriet på Aldershøjvej.
- Det er derfor, at vi arbejder på at skabe mere plads, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
Der er to krematorier i regionen: Hjørring og Aalborg.
På krematoriet i Hjørring er der to krematører og konstitueret kirkegårdsassistent, Kristian Larsen, som også har virket som krematør i to år. En er under oplæring til det usædvanlige job.
- Det er ikke et job for alle og enhver. Vi går jo og brænder mennesker, siger Kristian Larsen.
- Det er et fåtal, der synes, at det er et fedt job, så vi skal finde folk, der kan leve med det rent psykisk. Vi har kun to, der kan betjene ovnen.
Kristian Larsen fortæller, at det tager tid at træne en krematør op. Det kræver sikker viden at betjene en ovn, der varmes op til 1200 grader. Ikke alene skal en krematør have styr på betjeningen, men også uddannes i den omfattende sikkerhed omkring ovnen.
- Al sikkerhedsudstyr skal være på plads og man skal have kontakt til og aftaler med brandvæsenet. Hvis der udbryder brand i et krematorium, så kan man ikke bare sprøjte vand på. Så udvikles der brandvarm damp.
Corona påvirker også bisættelser i kapellet i tilknytning til krematoriet.
- Normalt har vi plads til 150, men nu begænser vi det til 40 pladser og vi opfordrer folk til at være så få som mulige, siger Sally Enevoldsen fra Kirkegårdskontoret.
- På grund af situationen er der åbnet for, at folk kan udsætte bisættelsehøjtideligheden til efter kremeringen- altså med jordpåkastelse på urnen.
Urnenedsættelser er aflyst og man kan heller ikke selv hente urnerne på kirkegårdskontoret, da det er lukket for offentligheden. Man kan dog bede sin bedemand om at hente urner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.