Voldsom udvikling: Corona-smitte breder sig kraftigt på nordjysk plejecenter

12 beboere og 12 ansatte er efter en test fredag konstateret smittede med corona, og fire ansatte er sendt hjem med symptomer for at afvente testresultat

Foto: Henrik Louis

Foto: Henrik Louis

SINDAL:Antallet af smittede blandt Vendelbocentret i Sindals beboere og ansatte er fortsat stigende. Det fortæller Leif Serup, der er direktør for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune.

Tirsdag kom det frem, at en sygeplejerske på Vendelbocentret i Sindal var smittet med coronavirus. Siden er antallet i flere omgange steget.

- Den seneste test, der blev gennemført fredag, har vist, der er 12 smittede beboere samt 12 smittede medarbejdere, og yderligere fire hjemsendte med symptomer, mens de venter på et testresultat, siger Leif Serup.

Blandt plejecentrets beboere er der konstateret 12 smittede, heraf 11 på samme afdeling.

Afdelingen med de 11 smittede beboere er skærmet af, så smittens udbredelse begrænses, fortæller Leif Serup, mens den smittede beboer uden for afdelingen isoleres i egen lejlighed.

Centerets øvrige beboere skal så vidt mulig blive i deres egen bolig, og alle pårørende er blevet informeret om, at muligheden for besøg indtil videre er indstillet, med mindre der gør sig helt særlige forhold gældende, lyder det fra Leif Serup.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte medarbejderne og beboerne. Personalet går med visir og handsker, og generelt gør alt, hvad de kan, for at undgå smittespredning, siger han.

Flere testrunder

I den afskærmede afdeling er der 15 boliger, hvoraf en står tom i øje blikket. For at undgå yderligere smitte skal de så vidt muligt blive i egne boliger, og der vil nu for en sikkerheds skyld blive lavet yderligere test på de tre beboere, der ikke var smittede ved testen i fredags.

På fredag bliver der gennemført endnu en test af alle beboere og ansatte, og den procedure vil fortsætte indtil man ikke finder nye smittede, fortæller Leif Serup.

- Det er simpelthen teststrategien i sådanne tilfælde, siger han.

Hjørring Kommune er i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen i forbindelse med smitten på Vendelbocentret, og de har vendt tommelfingeren op for kommunens initiativer, fortæller Leif Serup.

- Sundhedsstyrelsen siger, vi har gjort alt det, man kan og skal gøre i sådan en situation, siger han.

Lukning af aktivitetscenter

Herunder også at lukke det aktivitetscenter, der ligger på samme adresse som Vendelbocenteret midlertidigt ned. Det er folk fra lokalområdet, der kommer her, og det er forbundet med Vendelbocenteret med en dør.

- Der er normalt ikke nogen, der kommer ind på centeret, men ud fra et forsigtighedsprincip har vi valgt at lukke det indtil videre, og det har alle brugere fået besked om, siger Leif Serup.

Også test på Havbakken

Derudover har situationen fået konsekvenser også for Havbakken i Tornby. En ansat på Vendelbocenteret har nemlig i privat sammenhæng haft kontakt med en ansat fra Havbakken.

- Derfor tester vi også de to beboere og de ansatte på Havbakken. Der er ikke noget, der tyder på smittespredning den vej, men for at være helt sikker, tester vi også her, lyder det fra direktøren for Sundheds-, Ældre-, og Handicapforvaltningen i Hjørring Kommune. Leif Serup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden