Huse og deres mennesker

En nedrivningsdrøm: Bliv sommerhusejer for 80.000 kroner

Mæglerkæde lægger ikke fingrene imellem i omtale af faldefærdigt nordjysk hus

Casper Knudsen mener, mulighederne er mange i det mere end 100 år gamle hus i Sindal, som lige nu er Danmarks billigste på markedet, Foto: Bente Poder

Casper Knudsen mener, mulighederne er mange i det mere end 100 år gamle hus i Sindal, som lige nu er Danmarks billigste på markedet, Foto: Bente Poder

SINDAL:Har du altid drømt om at bo bynært, uden at det skal koste kassen, er det måske en idé at slå vejen omkring Nørregade 70 i Sindal.

Der ligger Danmarks i øjeblikket billigste hus nemlig.

80.000 kr. kontant koster herlighederne fordelt over 55 kvm. Det er kun marginalt over den offentlige grundværdi på 63.700 kr - men væsentligt under den seneste offentlige vurdering på 310.000 kr.

Det er mæglerkæden Home, der har huset til salg, og det praktiske er i den forbindelse lagt i hænderne Casper Knudsen, som er trainee hos Home - et moderne ord for elev.

Sådan tager Danmarks billigste hus sig ud. 80.000 kroner, og det er dit. Foto: Bente Poder

Sådan tager Danmarks billigste hus sig ud. 80.000 kroner, og det er dit. Foto: Bente Poder

Det burde jo ligge til højrebenet at skyde salget af Danmarks billigste hus helt i mål, men mæglerfirmaet har tilsyneladende gjort det til lidt af en svendeprøve for Casper Knudsen.

Man kan i hvert fald ikke beskylde Home for at pakke ejendommen ind i glanspapir.

"Her byder vi dig ikke velkommen til dit drømmehus. Dog byder vi dig velkommen til en villa i absurd ringe stand som - efter en god omgang nedrivningsarbejde - kan blive dit, lyder omtalen hos mægleren.

I det skriftlige salgsarbejde spiller mæglerfirmaet sin eneste trumf sådan her: "beliggende i hjertet af Sindal".

Eller "solskinsbyen", som de lokale kalder stationsbyen med godt 3000 indbyggere.

Casper Knudsen taler også rent ud af posen, da han viser huset frem for NORDJYSKE.

- Den eneste fordel ved ejendommen er placeringen. Huset er ingenting til. Haven er ingenting til, men mulighederne er mange, siger han.

Huset på Nørregade 70 i Sindal blev sendt på markedet i juli til en pris på 150.000. Den pris er nu næsten halveret, og Home-mæglerne oplever stor interesse.

- Jeg havde en kunde fra Bagsværd, som ringede til mig og var interesseret i at købe. Det er helt åndssvagt, siger Casper Knudsen.

Det er ikke første gang, han binder an med at sælge noget, de fleste ikke vil røre med en ildtang. Han har tidligere solgt et hus til 100.000 kr. som lå mellem Astrup og Skibsby tæt ved Hjørring.

Kunne man bo i det?

- Nej, det vil jeg ikke mene. Men ejeren boede der, hvilket de fleste nok ikke kan forstå, fortæller Casper Knudsen.

icon

Den eneste fordel ved ejendommen er placeringen. Huset er til ingenting. Haven er til ingenting, men mulighederne er mange

Casper Knudsen, Home Sindal

Huset i Nørregade i Sindal er opført i 1915, og hvis en køber beslutter sig for, at lidt maling og en oprydning er nok til at blive boende i det, vil det med en udbetaling på 25.000 kr. koste 191 kr. netto om måneden.

Ifølge de offentligt tilgængelige data på ejendommen er den senest handlet i 2011. I august 2010 blev det sat til salg for 225.000 kr. I december samme år blev prisen sænket til 195.000 kr., hvorefter det i januar 2011 blev taget af markedet. Hvad det blev handlet for er til gengæld en hemmelighed.

Ifølge ois.dk er det Kammeradvokaten på Vestre Farimagsgade 23 i København V, som er administrator på ejendommen.

Hos Home er Casper Knudsen sikker på, at huset nok skal blive solgt, inden det forfalder yderligere.

- Vi forventer, det er solgt indenfor en måned.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.