Et sted, hvor børn og unge, som har haft svært ved at finde fodfæste i skolen, har fået troen på sig selv tilbage. 

Men Yxengaard har også været et fristed for mange andre: krigsveteraner med PTSD, borgere uden for arbejdsmarkedet, mennesker med psykiske udfordringer og de mange frivillige, som fandt fællesskab og mening i arbejdet med naturen.

Efter kommunens beslutning om at opsige samarbejdet, er stedet nu uden daglige aktiviteter, og skoven begynder at forfalde. 

Det er ikke bare et tab for naturen, men for hele det menneskelige fællesskab, som Yxengaard i årevis har samlet.

Vi forstår, at der tidligere har været en sag, som førte til beslutningen. Men spørgsmålet er, om vi som kommune virkelig har råd til at lade én hændelse overskygge 15 års succesfuldt arbejde for nogle af samfundets mest sårbare grupper?

Hvis foreningen bag Yxengaard ikke længere kan drifte stedet, overgår ansvaret til Hjørring Kommune, som ifølge brugsretsaftalen med Naturstyrelsen skal reetablere området.

Det kan koste mellem 500.000 og 1.000.000 kr. 

Men den største udgift ligger ikke i skoven - den ligger hos de børn og unge, der mister et meningsfuldt sted at udvikle sig.

For mange af dem kan et institutionsforløb koste samfundet flere hundrede tusinde kroner om måneden.

Til sammenligning kræver det blot en grundløn at genstarte aktiviteterne på Yxengaard.

Yxengaard har bevist, at natur, håndværk og menneskelig forståelse kan forandre liv.

Vi håber derfor, at byrådet og de kommende politikere vil genoverveje beslutningen og tage dialogen op igen - for der er stadig håb. Og der er stadig behov.