Derfor sparker borgmesteren ikke døre ind hos 100-årige fødselarer

Det skal stadig være frivilligt at få besøg af borgmesteren, når man fylder 100 år

Hjørring Kommune vil ikke tvinge nogen til, at få besøg af borgmesteren, fastslog Søren Smalbro (V). <i>Foto: Henrik Bo</i>

Hjørring Kommune vil ikke tvinge nogen til, at få besøg af borgmesteren, fastslog Søren Smalbro (V). Foto: Henrik Bo

HJØRRING:Har borgmesteren pligt til at tage ud og trykke 100-årige borgere i hånden på deres store runde fødselsdage? Det spørgsmål kom såmænd til debat i Hjørring Byråd, efter direkte kritik af borgmester Søren Smalbro (V).

Det er byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen (UP), der har fremhævet et eksempel, hvor han mener, at borgmesteren har svigtet sin pligt til at tage ud og lykønske en 100-årig fødselar i Tårs. 

Han havde derfor stillet forslag om, at borgmesteren så vidt muligt SKAL møde op hos 100-årige fødselarer i kommunen. 

- Noget tyder på, at Erik Høgh-Sørensen ikke har sat sig ind i den procedure, som har været gældende i mange år i forbindelse med bl.a. 100 års fødselsdage, krondiamantbryllupper og jernbryllupper, lød det fra Søren Smalbro. 

Han henviste til, at borgmesterkontoret har fuldstændig styr på de store mærkedage, hvor et besøg fra borgmesteren er en mulighed. 

- Men det er selvfølgelig frivilligt, om man ønsker besøg af borgmesteren. Ellers sender vi blot en lykønskning og en blomst. Borgmesterkontoret kontakter altid de pårørende og tilbyder dem et besøg. Hvis de pårørende ikke vender tilbage, så tager jeg ikke derud.  I det omtalte eksempel, fik vi netop ikke en tilbagemelding, forklarede Søren Smalbro (V). 

- Borgmesteren skal jo ikke som en anden Rambo tage ud og sparke døre ind hos fødselarer, der ikke ønsker besøg, fastslog enhedslistens Louise Hvelplund. 

Besøg af andre byrådsmedlemmer

Der kan dog også være eksempler på, at fødselaren ønsker et besøg af en anden repræsentant fra byrådet - måske med en anden politisk observans. 

- Det prøver vi selvfølgelig også at imødekomme, og det har der også været eksempler på, for det jo hele byrådet, der siger tillykke,  lød det fra Søren Smalbro. 

Det fik straks Nye Borgerliges Frode Larsen på banen: 

- Hvis der er en fra Nye Borgerlige, der fylder 100 år, skal jeg gerne tage derud, sagde han. 

Forslagsstilleren, Erik Høgh-Sørensen kunne imidlertid ikke forsvare sit forslag, da han havde meldt afbud til onsdagens byrådsmøde. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden