Turisme

Jette med klar melding om mulig tilbagekomst til Det Blå Ishus

Der bliver grædt mange salte tårer på facebook på vegne af Det Blå Ishus - men hvordan ser Jette Bundesen, Tversteds berømte gufmutter, egentlig på sagen

Jette Bundesen forpagtede i 26 år Det Blå Ishus hos Premier Is.
Jette Bundesen forpagtede i 26 år Det Blå Ishus hos Premier Is. Mette Nielsen

Opdateret kl. 14:26

I årevis var Det Blå Ishus i Tversted synonym med Jette Bundesen, der i 26 år huserede på stedet - og blev berømt for sin hemmelige guf-opskrift.

Hun forpagtede stedet af Premier Is - senere gjorde hun det også med Det Grå Ishus - men på et tidspunkt gik der knas i samarbejdet: Jette ville have en større del af kagen til sig selv, men kunne ikke nå til enighed med Premier Is, og derfor skiltes deres veje.

Nu er det så kommet frem, at Premier Is har tabt et kommunalt udbud, og derfor er det en ny is-spiller på markedet, der tager over de næste fem år.

Og det er ikke Jette Bundesen.

- Nej, jeg har ikke budt - det er min tegnebog ikke til, slår hun fast.

Hun har hørt på vandrørene, at der skal til at sælges Hansens Is på stedet, når sæsonen begynder - og det bliver næppe i huset med de blå brædder.

- Jeg har hørt, at der skal bygges et helt nyt hus. Og det gamle kan man ikke bare flytte i et stykke. Der er bygget til gennem mange år, så jeg tror helt sikkert, det vil blive revet ned, lyder buddet fra Jette Bundesen.

I løbet af torsdag meldte Premier Is dog ud, at man arbejder på, at huset "skal skabe gode isminder et andet sted i Danmark", så det tyder på, at det ikke ender sine dage som pindebrænde.

- Det rører mig ikke

Selv om isdronningen for længst har abdiceret på Tannisbugtvej, så har hun alligevel tilbragt rigtig mange år og timer i det berømte ishus - så kniber hun i lighed med mange andre en tåre eller to, hvis der skal bankes et helt nyt hus op på stedet?

- Ærlig talt - det rører mig ikke. Jeg tror, det hænger lidt sammen med de kontroverser, jeg havde med Premier Is. Folk er hurtige på tasterne, og selvfølgelig er der lidt nostalgi i det, men jeg har også lyst til at sige: Kom nu videre, lyder det.

Det var i øvrigt ikke bare Jette Bundesens guf, der var hemmelig - også farvekoden til den særlige blå farve på huset var kendt af ganske få mennesker, så den ikke kunne efterlignes.

I år bliver Jette Bundesen officielt folkepensionist som 67-årig, men i lighed med sidste år vil hun fungere som en slags guf-konsulent i Tversted by: Her assisterer hun en smule ved Café Fisks isbar, hvor hun lærer de unge op - og blander guf efter sin hemmelige opskrift.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden