To teenagedrenge varetægtsfængslet i fire uger
To teenagere på henholdsvis 16 og 17 år er sigtet i en sag om et gaderøveri i Hjørring
Opdateret kl. 14:32
HJØRRING: To unge mænd på 16 og 17 år blev i tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring, da politiet mistænker dem for et gaderøveri begået i weekenden i det centrale Hjørring. De to sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger. Det var tip fra offentligheden, der ledte politiet på sporet af de formodede gerningsmænd.
Det oplyser Nordjyllands Politi.
- På baggrund af flere henvendelser fra borgere, der har læst mediernes artikler om røveriet, fik vi via hurtig efterforskning i løbet af mandagen identificeret de to mistænkte i sagen, siger Thomas Due Albrektsen, der gerne vil sige tak til de borgere, der tippede politiet.
Den ene mistænkte meldte sig selv på politistationen i Hjørring i løbet af mandagen, mens den sidste mistænkte senere på aftenen blev anholdt på sin bopæl.
Gaderøveriet skete søndag klokken 21.08, hvor en 17-årig ung mand, foran indkøbscentret Metropol i Hjørring, af to personer blev truet til at udlevere sine trådløse hovedtelefoner.