Espersen er ude af Hjørring Revyen
Skuespiller Anne Sofie Espersen sygemeldt med en diskusprolaps
Opdateret 21. maj 2019 kl. 13:16
HJØRRING: Hjørring Revyen må i år undvære skuespiller Anne Sofie Espersen, som er sygemeldt med en diskusprolaps.
Det oplyste revydirektør Henrik ”Baloo” Andersen” på mandagens pressemøde på Vendsyssel Teater, hvor revyholdet fra i dag tager hul på de afsluttende prøver.
Anne Sofie Espersen med rødder i Hirtshals blev præsenteret i efteråret som del af holdet, der består af Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen og Kasper Le Fevre.
Revyholdet har prøvet uden Anne Sofie Espersen under de indledende prøver i København. Hjørring Revyen besluttede, at man ikke ville erstatte Anne Sofie Espersen, men i stedet skabe en revy med de resterende skuespillere.
- Det er rigtigt træls for Anne Sofie. Jeg ved, at hun har glædet sig til at være med i to år, siger revydirektør Henrik ”Baloo” Andersen.