Vold

Hvem var i masseslagsmål i Hjørring? Politiet beder borgerne om hjælp

Der er intet der tyder på, at stort slagsmål var et opgør mellem bander, lyder det fra politiet

Politiet var massivt til stede tirsdag aften, efter et slagsmål på Dronningensgade i Hjørring. Foto Martin Damgård
Politiet var massivt til stede tirsdag aften, efter et slagsmål på Dronningensgade i Hjørring. Foto Martin Damgård

Opdateret kl. 13:08

Opdateret kl. 13.08: Politiet har rettet gerningsstedet til Dronningensgade. Det er tidligere meldt ud, at slagsmålet fandt i Christiansgave Park.

HJØRRING: Der er stadig mange løse ender efter det kæmpe slagsmål med våben, der fandt sted på Dronningensgade i Hjørring tirsdag aften.

Politiet efterforsker lige nu på højtryk for at finde ud af, hvem der var involveret i slagsmålet, hvad der var årsag til slagsmålet, og hvad der præcis skete i parken omkring klokken 17.30.

Indtil videre har politiet anmeldelser om, at omkring 20 mand, nogle bevæbnet med køller, var i slagsmål. Men da politiet ankom til stedet, var mændene forsvundet.

Og der er altså hverken dukket ofre op eller blevet anholdt mulige gerningsmænd.

Derfor beder politiet offentligheden om hjælp.

- Vi arbejder på at samle trådene og klarlægge de nærmere omstændigheder samt at få identificeret de personer, der har været involveret. Og derfor vil vi meget gerne høre fra folk, der har set noget, siger leder af efterforskningen, politikommissær Lene Madsen, Nordjyllands Politi i Hjørring.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Kun få spor

Politiet var massivt til stede i området omkring på Dronningensgade, og selvom hovedpersonerne selv var forduftet fra stedet, så blev der fundet nogle spor.

Der blev blandt andet fundet en kniv og en peberspray, som menes at stamme fra slagsmålet, ligesom der er fundet hylstre, der stammer fra løse skud.

Der kan nemlig være blevet affyret løse skud, som vidner har forklaret, at de har hørt. Men det er noget, der på nuværende tidspunkt er usikkerhed omkring.

Politiet har også været i kontakt med to mænd tirsdag aften, som man formodede kunne have været involveret i slagsmålet. Det afviste de begge to, og en af mændene blev kørt på skadestuen med skader, som han dog afviste stammede fra slagsmål.

Politi øger patruljering

Borgerne i Hjørring skal dog ikke være bekymret for, at der ligger opgør mellem kriminelle grupper bag den voldsomme episode, lyder det fra politiet.

- Det giver selvfølgelig altid anledning til bekymring, når sådan noget sker. Men der er ikke noget der tyder på, at det er resultatet af en verserende konflikt, og vi kan også afvise, at det er et opgør mellem etablerede bander, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup, Nordjyllands Politi i Hjørring.

Episoden betyder dog, at politiet nu øger patruljeringen i området, oplyser Sune Myrup.

- Vi målretter derfor vores uniformerede patruljer den kommende periode, således at man i området omkring Christiansgave vil se mere uniformeret politi, og det sker for at øge trygheden blandt borgerne i byen. Det er helt forståeligt, hvis der er nogen, som bliver bekymrede, når sådan en hændelse sker, siger vicepolitiinspektøren.

Derudover vil den mobile politistation være ned i området torsdag 19. november om formiddagen og fredag 20. november over middag.

- Hvis der er vidner, der har set eller hørt noget, så må man meget gerne rette henvendelse til politipersonalet i Den Mobile Politistation, siger Sune Myrup.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden