Færgedrift

Facelift til færgen fra Færøerne

Ombygning til 100 millioner giver flere kahytter og en ny skybar

Norröna bliver i øjeblikket opdateret på Fayard i Odense. Foto: Smyril Line

Norröna bliver i øjeblikket opdateret på Fayard i Odense. Foto: Smyril Line

HIRTSHALS:Det er efterhånden 18 år siden, det færøske rederi Smyril Line søsatte "Norröna". Den har siden 2009 sejlet i fast rutefart mellem Hirtshals i Danmark, Færøerne og Island året rundt, men fordi coronapandemien effektivt har blokeret for alverdens rejselyst, har rederiet fundet tid til at give den 164 meter lange cruisefærge et facelift.

Den blev i sin tid bygget på et værft i den tyske by i Lübeck, men moderniseringen sker i disse dage på det fynske værft Fayard i Munkebo ved Odense.

"Norröna" får en ny lounge med bløde møbler, hvor passagererne kan nyde turen på og udsigten over Atlanterhavet. Foto: Smyril Line

"Norröna" får en ny lounge med bløde møbler, hvor passagererne kan nyde turen på og udsigten over Atlanterhavet. Foto: Smyril Line

Her får færgen blandt andet 50 nye kahytter indrettet som dobbeltværelser, en helt ny udendørs skybar samt en helt ny lounge, hvor passagerer kan nyde udsigten over Atanterhavet under den 33 timer lange sejlads mellem Hirtshals og Tórshavn.

- Så vi bedre kan tilfredsstille de behov, vores gæster har nu i forhold til dengang i 2003, fortæller rederidirektør Rúne Vang Poulsen.

- Det er et projekt, vi har tænkt på en tid, og nu mente vi, det rigtige tidspunkt var til det, fordi trafikken er rimelig lav på grund af coronasituationen, tilføjer han.

Ombygningen er budgetteret til at koste i omegnen af 100 millioner kroner, og opholdet på det fynske værft er afsluttet i starten af marts. Med de 50 nye kahytter vil færgen fremover have knap 370 af slagsen og have plads til i alt små 1500 passagerer og 800 biler.

6. marts lægger "Norröna" efter planen til i Hirtshals for at samle passagerer op for derefter at sætte kursen mod Nordatlanten.

Læs mere om Smyril Line her:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.