Fakkeloptog i midtby - sådan reagerede byrådet på sagen
Lukningen af Den Blå Sociale Café i Hjørring fik onsdag aften folk på gaden - forsamlingen satte kursen mod rådhuset, hvor der var byrådsmøde
Opdateret kl. 17:55
HJØRRING: Omkring 100 personer deltog i et fakkeloptog onsdag i Hjørring.
Da mørket var faldet på, bevægede forsamlingen sig fra banegården mod rådhuset på Springvandspladsen, hvor politikerne skulle holde byrådsmøde.
Under parolen "Red vores værested - det er mere end blot et sted at være" ville deltagerne i optoget udtrykke deres utilfredshed med, at politikerne har fjernet et årligt tilskud - fuldt indfaset fra 2024 - på 577.000 kroner - til Den Blå Sociale Café i Hjørring.
Fakkeloptoget var timet, så politikerne kunne se demonstrationen, inden byrådsmødet gik i gang onsdag aften. Beslutningen om at fjerne tilskuddet har dog været truffet for længst i forbindelse med budgetforliget.
Frode Larsen fra Nye Borgerlige havde alligevel bedt om at få sagen behandlet på byrådsmødet onsdag aften med ønsket om at finde en halv million kroner til Blå Kors - men det blev ikke til noget:
Byrådet afviste nemlig punktet med den begrundelse, at punktet har været behandlet tidligere.
Det er dog ikke ensbetydende med, at alt håb er ude for caféen og dens brugere.
Som Nordjyske tidligere har beskrevet, så er der allerede en dør på klem i forhold til en redning: Bones-restauratør Ole Søndergård er indstillet på at stille sig i spidsen for en indsamling, så der er penge til at holde åbent i hele 2023, hvis politikerne er med på at finde penge til værestedet igen på budget 2024.
Og forleden udtalte borgmester Søren Smalbro (V):
- Jeg har jo kun en stemme i byrådet, men jeg kunne godt se for mig, at vi til foråret sætter os sammen - måske kommunen, en støtteforening og Blå Kors - og finder ud af, hvad der skal til for at have en bæredygtig café.
Det var de Hjemløses Landsorganisation (SAND), Hus Forbi samt Blå Kors Danmark, der stod bag optoget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.