Fodboldspillere vader i ulækre afleveringer
Selv klubbens kridtmaskine har fået nok
Opdateret 10. september 2023 kl. 19:39
I løbet af en lang sæson bliver der lavet tusindvis af afleveringer på fodboldklubben Bagterp IF's lækre anlæg i den sydlige udkant af Hjørring.
Men særligt én slags afleveringer kan klubben godt undvære; det er dem, nabolagets hunde lægger på grønsværen, mens deres ejere tilsyneladende er skideligeglade.
Gennem flere år har klubben kæmpet med masser af efterladte hundelorte på anlægget. Og det er ikke her, man skal komme med en munter bemærkning, om ikke det i det mindste gør en glidende tackling lidt lettere.
Fodboldformand Jan Mylund er i hvert fald godt træt af problemet.
- Vi har sågår oplevet, at nogen binder fyldte hundeposer fast i nettet på målene. Det er så grænseoverskridende, siger fodboldformanden.
- Prøv at komme herud en tidlig morgen og se, hvor mange hundeluftere der er på vores baner. Så slipper de hundene fri og står så og glor på deres telefon, fortæller Jan Mylund.
Appel: Tag jer sammen
Lørdag lagde Bagterp IF en appel ud på klubbens Facebook-side, hvor de endnu engang opfordrer hundeejerne i nabolaget til at tage sig sammen og fjerne hundelortene selv.
"Vi har hundredevis af børn og unge der spiller hver eneste dag på anlægget, helt små børn der er på besøg fra børnehaven og dagpleje - de skal ikke træde rundt i din hunds efterladenskaber - FÆRDIG!", står der blandt andet i opslaget.
- Vi laver de opslag med jævne mellemrum. Jeg har været i bestyrelsen i 10 år, og det har altid været et problem. Sagen er, at folk ikke holder øje med deres hunde, siger Jan Mylund.
Lørdagens opslag er ledsaget af et foto, hvor der med kridtmaskinen er skrevet "Dette er ikke en hundeskov".
Det paradoksale er, at der ganske få hundrede meter fra Bagterp IF's anlæg ligger en hundemark, hvor hunde kan boltre sig uden at være i snor.
Jan Mylund påpeger, at problemet ikke kun eksisterer i Bagterp.
- Ring til en hvilken som helst fodboldformand, og de vil kunne fortælle nøjagtig samme historie. Alle fodboldklubber kender til problemet, fastslår han.
Han har selv talrige gange konfronteret hundeluftere, når de ikke har deres hund i snor.
Hvad siger de så?
- De ignorerer mig bare, siger "jaja" og går videre. Der er ingen reaktion. Sådan er det.
Jan Mylund er godt og grundigt træt af, at han og den øvrige bestyrelse skal bruge kræfter på kampen mod hundelortene.
- Der sker så mange andre gode ting herude, og det er utroligt trælst, at alle de mennesker, der kommer i klubben, skal belemres med sådan noget svineri. Så sent som i dag er jeg blevet kontaktet af en træner til en U11-spiller, der havde trådt i en hundelort. Godt nok udenfor banen, men der skal man jo også ud for at hente bolden engang imellem, konstaterer fodboldformanden.
I opslaget på Facebook er beskeden fra klubben ikke til at misforstå:
"Hvis du ikke vil fjerne lorten, så frabeder vi os din og din hunds færden på anlægget".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.