Aviskoncern

Fond deler ud: Penge til flygel, ældre og bogudgivelse

Vendsyssel Tidendes Fond delte penge ud til fire projekter fra udgivelsesområdet i Vendsyssel

Repræsentanter for de fire projekter på NORDJYSKE i Hjørring med fondsformand Flemming Trinskjær (th). Foto: Bente Poder
Repræsentanter for de fire projekter på NORDJYSKE i Hjørring med fondsformand Flemming Trinskjær (th). Foto: Bente Poder

HJØRRING: Formanden for Vendsyssel Tidendes Fond, Flemming Trinskjær, delte forleden checks ud til fire projekter, der havde fundet nåde for bestyrelsens øjne. Det skete hos NORDJYSKE Medier i Hjørring, hvor fondsbestyrelsen mødte repræsentanter for de fire projekter.

- Vi synes, at det er nogle gode projekter og vi er glade for, at vi har fået tilbagemelding fra flere, at der bliver til noget, sagde Flemming Trinskjær.

Ansatte fra Sæby Ældrecenter, Irene Jensen og Helle Pallesen, var mødt frem og fortalte om deres ansøgning om penge til at tage ældrecentrets 74 beboere med på tur.

- Vi låner en bus til små grupper og har manglet penge til at tage på tur, forklarede Helle Pallesen.

Vrå Koncerterne fik et tilskud til renoveringen af Vrå Koncerternes Steinwayflygel fra 1981. De mange års brug af flygelet, som står på Vrå Højskole, har sat sine spor forklarede Carl Duch fra Vrå Koncerternes bestyrelse.

- Når flygelet er færdigrenoveret om et par måneder, genindvier vi det med samme pianist, som indviede det: Mogens Dalsgaard, oplyste Carl Duch.

Friplejehjemmet Vivaldis støtteforening Vivaldis Venner har længe samlet ind til en bus fra flere fonde til friplejehjemmet i Brønderslev og med donationen fra Vendsyssel Tidendes Fond er man endelig i mål.

- Det har været beboernes store ønske at få en bus - med køleskab til madpakkerne. Nu har vi nok penge, oplyste formand Birgit Nedergaard fra Vivaldis Venner.

Sidste projekt, der blev betænkt, var Bindslev Sogns Egnssamling, som fik penge til en bogudgivelse fra egnssamlingen. Hans Henrik Aaskoven havde taget et eksemplar af bogen med, hvor man kan læse om de butikker, der har været i Bindslev siden 1960erne.

- 39 butikker er lukket siden begyndelsen af 1960erne. Vi har interviewet en lang række personer, blandt andre tidligere ansatte, hvis beretninger er med i bogen, fortalte Hans Henrik Aaskoven fra Bindslev Sogns Egnssamling.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden