Sindal

Forrygende dage til marked: - Der har nok været 35.000 gæster

Vejret var med årets marked i Sindal

Kandis med Johnny Hansen i spidsen trak mange folk i teltet på Sindal Marked.
Kandis med Johnny Hansen i spidsen trak mange folk i teltet på Sindal Marked. Foto: Peter Jørgensen

SINDAL: - Det er gået fantastisk. Med det vejr, vi har haft, så har vi ikke noget at klage over!

Svaret falder uden tøven, når man spørger Sindal Markeds Henrik Pedersen om, hvordan årets marked er gået.

Markedet strakte sig over torsdag, fredag, lørdag og søndag, og det strømmede ind med gæster alle dage.

Solen var gavmild ved årets marked i Sindal. Foto: Peter Jørgensen

- Teltet har været godt fyldt op alle aftener. Ib Grønbech smed de sidste ud søndag kl. 16 - som han sagde, så jagede han de sidste rotter væk, lyder det fra markedets glade pr-mand.

Han og en masse andre frivillige begyndte allerede søndag aften at rydde op efter de fire dage. Faktisk blev det store telt fjernet allerede søndag aften.

Tivoliet er en fast del af Sindal Marked. Foto: Peter Jørgensen

En ting har dog drillet lidt, for manglen på regn fik det til at støve en del på markedspladsen.

Da det er gratis at komme til Sindal Marked, registrerer markedet ikke præcist hvor mange, der gæster markedspladsen. Men ud fra de biler, der skulle betale for at parkere, og ud fra erfaring vover Henrik Pedersen alligevel at komme med et bud:

- Der kom rigtig mange unge gående fra tog og bus, så vi nåede nok de 35.000 gæster. Vi kan i hvert fald se på varelageret, at der har været rigtig mange, konstaterer han.

Stemningen var god i det store telt på Sindal Marked. Foto: Peter Jørgensen

Løb I tør for øl?

- Det kommer aldrig til at ske! Vi har øl i en stor buffertank bagved, og der er en mand fra Carlsberg, der følger med elektronisk hver aften. Han kan se, hver gang der bliver tanket et glas op. Vi fik godt nok kørt lidt ekstra liter herop, tre paller med fustager, men vi fik ikke brug for dem, fortæller Henrik Pedersen. 

Markedstombolaen

En fast bestanddel af markedet er Markedstombolaen, hvor flotte præmier lokker mange til at prøve lykken med lodderne. Sindal Idrætsforening og SRV Tyrsig står bag og sørger for alt det praktiske lige fra at søge spilletilladelse til at finde sponsorer til præmier og til at bemande vognen.

Hovedgevinsterne blev uddelt søndag kl. 17. Privatfoto

Hovedgevinstpræmien var i år et gavekort på 40.000 kr. til Erling Christensen Møbler, og vinderen, Pernille Jensen fra Frederikshavn, fik sammen med de andre vindere af hovedgevinster overrakt præmierne af Sindal Markeds formand Anders Lykkegaard søndag kl. 17 som det sidste indslag på markedet.

- Tombolaen fik udsolgt af lodder. Der er dog nogle få uafhentede gevinster, så hvis du har et gevinstlod, hvor du ikke fik hentet gevinsten under markedet, har du mulighed for at henvende dig på telefonnummer 25152279 og få din gevinst udleveret. Henvendelse skal ske inden 15. juni, derefter tilfalder gevinsten tombolaen, oplyser udvalget bag.

Det gratis sildebord er en fast del af åbningen på Sindal Marked - og det var som vanligt en succes. Foto: Peter Jørgensen

Når regnskabet er gjort op, deles overskuddet fra tombolaen mellem Sindal Idrætsforening og SRV Tyrsig til klubbernes ungdomsarbejde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden