Forurening: Døde fisk langt ud i Liver Å

Gylleforureningen fra et biogasanlæg ved Smidstrup har igen kostet masser af døde fisk

Formand for Lystfiskerforeningen for Liver Å, Daniel Larsen fandt flere døde smolt i åen. Foto: Jakob Gammelgaard

Formand for Lystfiskerforeningen for Liver Å, Daniel Larsen fandt flere døde smolt i åen. Foto: Jakob Gammelgaard

- Det ser meget sort ud. Der er observeret døde fisk helt ude ved Liver Mølle Kro, 12 kilometer væk, fortæller næstformand i Lystfiskerforeningen for Liver Å, Michael Ejstrup, da foreningen sammen med vandløbsfolk fra Hjørring Kommune begav sig ud på elfiskeri for at få et mere præcist billede af konsekvenserne af en gylleforurening i Liver Å, onsdag aften.

Ved Biogasanlægget BB Biogas ved landsbyen Smidstrup, blev der ved en fejl pumpet gylle ud i et rørsystem, der ikke var ordentlig tæt, og det betød, at der i cirka tre timer løb gylle ud i jorden og videre ned i åen.

Den mørke "prop" af det næringsholdige gylle, der resulterer i, at ilten forsvinder i vandet, bevægede sig ud gennem å-systemet. Landmand og ejer af BB Biogas, Daniel Overgaard Pedersen anslår, at cirka 50 kubikmeter gylle er løbet ud i åen.

Lystfiskerforeningen for Liver Å har netop sat 20.000 stk ørredsmolt ud i systemet, så nu er det tilbage til start, fortæller næstformand Michael Ejstrup i videoen:

Naturmedarbejder i Hjørring Kommune, Poul Træholt har også fundet mange døde fisk, men den gode nyhed er trods alt, vandinsekter og smådyr ser ud til at have klaret forureningen. Det har en biolog konstateret for Hjørring Kommune

- Smådyrene kan bedre klare sig i nogle timer, selvom iltindholdet i vandet pludselig bliver meget lavt, fortæller Poul Træholt.

Medarbejder i Team Natur i Hjørring Kommune, Poul Træholt fortæller, at åens smådyr ser ud til at have overlevet forureningen. Foto: Jakob Gammelgaard

Medarbejder i Team Natur i Hjørring Kommune, Poul Træholt fortæller, at åens smådyr ser ud til at have overlevet forureningen. Foto: Jakob Gammelgaard

Lystfiskerforeningen håber nu at kunne få fat i nogle flere små fisk til at sætte ud i systemet. Der er planlagt, at der i maj skal udsættes yderligere 17.000 små et år gamle ørreder på 10-15 centimeter.

Lystfiskerforeningen vil senere rejse et erstatningskrav mod BB Biogas.

Det nye rørsystem til gylle blev prøvekørt uden at der var installeret elektronisk overvågning. Det have biogasanlægget fået tilladelse til, men det var en forudsætning, at det blev manuelt overvåget.

- Der var ingen, der kunne forestille sig, at det var en ventil til et siderør, der var utæt, og derfor betragter vi udslippet som et hændeligt uheld, siger miljøvagt i Hjørring Kommune, Bente Henriksen.

Fredagens tur i å-systemet viste den kritiske tilstand, som der var frygtet. På en strækning på 3,6 kilometer blev der fundet 268 døde fisk, og der kan ligge mange flere på bunden. Der blev set enkelte levende fisk i sideløbene, og der blev også spottet levende ål i hovedløbet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.