Frisør havnet i arrest- og tinghus: Husleje en vigtig del af forklaringen
Frisør Ivar Pedersen har rykket sin salon fra Stokbrogade til Jernbanegade i Hjørring og er dermed blevet en del af et voksende fællesskab i historisk bygning i Hjørring
HJØRRING: Tirsdag havde frisør Ivar Pedersen første arbejdsdag i Jernbanegade 12.
Den erfarne frisør har vinket farvel til at drive forretning i Stokbrogade, hvor han ellers har huseret i 36 år, blandt andet med en anden frisør og en foddame som partner gennem tiderne.
Men til sidst var der kun Ivar og en masse kvadratmeter tilbage.
- Jeg bliver jo ikke yngre, og 130 kvadratmeter er meget - en væsentlig del af forklaringen er også, at jeg nu har fået en noget mindre husleje, siger den 66-årige frisør.
Det gamle ting- og arresthus i Hjørring har dermed fået endnu en lejer - i forvejen har enkelte andre, små erhvervsdrivende, kunstnere samt en studenterforening til huse i de historiske gemakker.
En af dagens første gæster i stolen var Helene Andersen, der har brugt Ivar Pedersen som frisør i en snes år:
- Placeringen betyder ikke så meget - det vigtige er, hvem der er frisør, siger hun.
Ivar Pedersen bor privat i Snevre ved Bjergby med sin hund Zhoko, der ofte er med på arbejde.