Frustration over lukket cafeteria - men nu er der fundet en løsning

Foreninger får nøgler til det omstridte cafeteria i Park Vendia i Hjørring. 

Gymnastikinstruktør Mette Brath glæder sig over, at frivillige nu kan åbne cafeteriet i Park Vendia.   <i>Privatfoto</i>

Gymnastikinstruktør Mette Brath glæder sig over, at frivillige nu kan åbne cafeteriet i Park Vendia.   Privatfoto

HJØRRING:Der har længe været frustrationer over, at det ikke har været muligt at købe forplejning i Hjørrings største idrætscenter Park Vendia, hvor i alt 29 foreninger har deres daglige gang. 

Ikke mindst i forbindelse med for eksempel store gymnastikstævner og futsal-kampe med flere hundrede tilskuere, har det lukkede cafeteria vakt undren og frustrationer. 

Nu er der imidlertid fundet en midlertidig løsning, efter at sagen igen har været behandlet i Hjørring Kommune. 

Resten af 2023 har de forskellige foreninger mulighed for at få udleveret nøglerne til cafeteriet, så de selv kan stå for at sælge mad og drikke til deltagere og tilskuere. 

Det glæder ikke mindst gymnastikinstruktør Mette Brath fra Bagterp Gymnastikforening forud for et stort gymnastik-stævne i hallerne i weekenden. 

- Vi er meget glade for, at det nu i det mindste er muligt for foreningerne at bruge cafeteriet. Vi har nu travlt med at købe ind til weekendens stævne, siger Mette Brath. 

Cafeteriet i Park Vendia har længe været lukket, og kommunen kæmper med at finde en løsning <i>Foto: Bente Poder</i>

Cafeteriet i Park Vendia har længe været lukket, og kommunen kæmper med at finde en løsning Foto: Bente Poder

Flere tusinde deltagere

Der ventes lørdag flere tusinde tilskuere og deltagere til et stort nordjysk DGI-stævne. Søndag er der fortsat gymnastik, men også futsal-kamp og håndbold i hallerne. 

- Det bliver en udfordring at koordinere, når der er så mange forskellige brugere og foreninger, men det er bestemt bedre end et lukket cafeteria, siger Mette Brath, der på sigt håber, at der bliver midler til at have en fast tovholder i cafeteriet. 

Park Vendia er Hjørrings største idrætscenter, og benyttes af henved 29 foreninger <i>Foto: Bente Poder</i>

Park Vendia er Hjørrings største idrætscenter, og benyttes af henved 29 foreninger Foto: Bente Poder

Kommunens Økonomiudvalg satser imidlertid på, at cafeteriet fremover kan drives som en socioøkonomisk virksomhed for udsatte borgere. Resten af året skal bruges til at afklare, hvordan driften kan skrues sammen fremover. 

Udfordringen med cafeteriet i Vendiahallen har netop været, at der er så mange forskellige brugere, og mange timer fra tidlig morgen til sen aften, som skal dækkes. Der har været flere forgæves forsøg på at finde en forpagter til cafeteriet.  

Gymnastik-instruktør Mette Brath understreger i øvrigt, at der ikke bliver pomfritter og pølser til weekendens stævne, men derimod gulerødder og sandwiches.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.