Gastro-pub: Morten og Martin åbner skarpt koncept med mad og drikke - det kan du forvente

Makker-parret slår dørene op for Gastro Mad & Bar fredag 3. juni

Ny gastro-pub åbner - ejerne er i gang med de sidste forberedelser på matriklen Strømgade i Hjørring midtby. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Ny gastro-pub åbner - ejerne er i gang med de sidste forberedelser på matriklen Strømgade i Hjørring midtby. Foto: Claus Søndberg

HJØRRING: Når man tager ordet ”gastro” i sin mund, så smager det ikke ret meget af makrelsalat - ikke desto mindre kan man finde netop makrelsalat i køleskabet hos Gastro Mad & Bar i Strømgade.

Det har dog en god forklaring: Folkene bag Hjørrings nye spisested knokler for at kunne åbne 3. juni, og så skal der jo lidt solid kost til undervejs.

Det er noget helt andet, der er på menuen, når Martin Møller og Morten Weinkouff slår dørene op til kvadratmetrene, der indtil for nylig husede Café Rod.

Gastro Mad & Bar åbner i Strømgade, hvor Café Rod tidligere lå. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Gastro Mad & Bar åbner i Strømgade, hvor Café Rod tidligere lå. Foto: Claus Søndberg

På den nye gastro-pub er udgangspunktet simple, let genkendelige retter fra det meste af verden - lavet på gode råvarer.

Det kunne være pastaretter fra Italien, gormetburgere med inspiration fra staterne - eller en bøf bearnaise.

- I mange engelsk-sprogede lande er der en levende pubkultur, hvor man også kan få noget godt at spise, selv om klokken er ved at være lidt mange. Det vil vi gerne kunne tilbyde i Hjørring, siger Martin Møller.

Ikke et feststed

Gæsterne vil kunne gå ombord i syv haner med øl fra Carlsberg - dog ikke de mest gængse dråber fra bryggerigiganten. Og så introduceres hjørringenserne ligeledes for øl fra det fremadstormende og hypede bryggeri To Øl.

Dertil kommer et stort cocktailkort.

- Her arbejder vi på, at gæsterne får mulighed for at få serveret forskellige drinks ad libitum i et bestemt tidsrum, hvis de betaler 300-400 kroner, lyder det fra Martin Møller.

Martin Møller har selv lagt cementgulv - men han glæder sig til, at kræfterne snart skal bruges i køkkenet i stedet. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Martin Møller har selv lagt cementgulv - men han glæder sig til, at kræfterne snart skal bruges i køkkenet i stedet. Foto: Claus Søndberg

Omkring balancen mellem maden og barens fristelser, siger han:

- Jeg tror, det bliver en glidende overgang - i takt med, at der ikke er så mange, der spiser, vil der kommer flere op i baren. Vi har også lys og lyd, som vi kan bruge til at skabe en glidende overgang. Men vi går ikke efter at få et prædikat som et feststed.

Fra pappresser til madlavning

Der er hyret håndværkere til langt det meste - dog har Martin Møller selv lagt gulv af såkaldt micro-cement fra det lokale firma Urban-Hald

Det er ikke det eneste lokale islæt: Bordene på pubben er ligeledes ved at blive snedkereret i lokalområdet.

Martin Møller begyndte at snuse til restaurations-branchen - først som pappresser, så som opvasker og endelig som tjener - da storebroren havde Café Ciffy i Hjørring.

De selvlærte færdigheder som kok - Martin kommer til at stå i køkkenet i Hjørring - stammer fra ophold hos DiningSix i København og godt et par år hos Havs i Løkken.

Martin Møller har sommerfugle i maven - men glæder sig til at få tændt for blusset. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Martin Møller har sommerfugle i maven - men glæder sig til at få tændt for blusset. Foto: Claus Søndberg

- Men jeg har haft et brændende ønske om at lave noget selv, og nu fik jeg muligheden sammen med Morten. Der er tale om et koncept, der er blevet finpudset over længere tid, hvor jeg tager noget af det bedste fra de steder, jeg har været, siger Martin Møller.

Udeservering på sigt

Det er Valhal Estate, der ejer lokalerne, men makkerparret har foretaget pæne investeringer i stedet, hvor der både har været koblet indretningsarkitekt samt professionelle lyd- og lysfolk på for at ramme konceptet så rent som Faxe gjorde i ’92: Lige i røven.

- Det er klart, at folk skal være glade og tilfredse med det, de får serveret - men vi satser også på, at de husker, at de har fået en god service på stedet, siger Morten Weinkouff, der også ejer Zwei Grosse ved siden af gastro-pubben.

De store forkromede planer for udeservering må vente lidt endnu, da gastro-pubben åbner samtidig med, at gågaden er gravet op.

Der vil være plads til knap et par snes spisende gæster indendøre, og i første ombæring åbnes der fra klokken 17, men på sigt skal der også være frokost-servering.

- Jeg har sindsygt mange sommerfugle i maven, men hold kæft, hvor jeg glæder mig til der er tændt for blusset og musikken spiller!, lyder det forventningsfuldt fra Martin Møller.

 <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Foto: Claus Søndberg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.