Gastro-pub på vej i Hjørring: - Vi vil satse på lækre drikkevarer og god mad, som alle forstår
Morten Weinkouff og Martin Møller går snart i gang med renoveringen, og de håber at de kan slå dørene op 1. juni
Opdateret kl. 17:51
HJØRRING: En ny gastropub er på vej i Strømgade i Hjørring.
Det nye spisested åbner i de lokaler, hvor Café Rod de seneste to år har haft til huse. 1. april overtager Morten Weinkouff, der er indehaver af Zwei Grosse Bier Bar, lejemålet sammen med sin nye partner Martin Møller, der bliver daglig leder af den nye gastropub.
- Vi vil satse på god mad, som alle forstår. God mad lavet fra bunden, fortæller Morten Weinkouff og Martin Møller.
De tilføjer, at menukortet eksempelvis vil friste med cæsarsalat, sandwich, burger og bøf bearnaise.
- Og så serverer vi gode vine, øl og lækre cocktails, tilføjer de.
- Det skal være et hyggeligt sted, hvor alle kan føle sig velkommen. Og man er velkommen uanset om man vil spise eller sidde og nyde en øl eller en cocktail.
Navnet på det nye spisested er endnu ikke offentliggjort.
Den nye gastropub ligger nærmeste nabo til Zwei Grosse Bier Bar, men de to steder skal drives adskilt fra hinanden, oplyser Morten Weinkouff.
Uvis tidsplan for udeområdet
Makkerparret satser og håber på, at den nye gastropub kan stå klar i begyndelsen af juni.
- Vi skal i gang med en større renovering af lokalet. Vi vil gerne have et mere råt look, fortæller Morten Weinkouff.
- Vi har nogle fede ideer og vi laver et sted, som ikke er i Hjørring i dag.
Udearealet i Strømgade må dog vente lidt endnu. Gågaden skal nemlig graves op i forbindelse med et større kloakeringsprojekt og et forskønnelsesprojekt, der munder ud i rislende vand gennem Strømgade.
- Vi ved ikke helt, hvordan tidsplanen ser ud, og hvordan det færdige resultat bliver. Så vi afventer lige, inden vi laver planer for fortovsserveringen, siger Morten Weinkouff.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.