Giftig cocktail rammer forening: Brusebadet kan ryge sig en tur

Forening i Hjørring døjer med en kombination af voldsomme stigninger i eludgifterne og medlemstilbagegang efter corona-nedlukning - nu skal der handles

Hjørring Styrkesport spørger medlemmerne, hvad der kan skæres væk i klublokalerne - det er nødvendigt at vise rettidig omhu, hvis foreningens økonomi ikke skal blive alt for belastet. Her er det Jens Peter Smalbro, der er i aktion. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Hjørring Styrkesport spørger medlemmerne, hvad der kan skæres væk i klublokalerne - det er nødvendigt at vise rettidig omhu, hvis foreningens økonomi ikke skal blive alt for belastet. Her er det Jens Peter Smalbro, der er i aktion. Arkivfoto: Claus Søndberg

HJØRRING:Medlemmerne af Hjørring Styrkesport kan som regel mønstre muskler, der er større end gennemsnittet - men lige nu er man ved at blive tvunget i knæ af udefra kommende byrder.

I hvert fald, hvis man ikke hurtigt træffer beslutninger, der kan dæmpe omkostningerne i klubben.

- Efter corona-nedlukningerne har vi tabt omkring 20 procent af medlemmerne. Samtidig oplever vi, at eludgifterne nærmest er fordoblet,  fortæller Claus Mørkbak Højrup, der er kasserer i foreningen.

Ifølge kasseren kigger klubben i år ind i et scenarie, hvor el-regningen måske kan runde 100.000 kroner.

Bestyrelsen understreger, at foreningen ikke er truet på livet - men omvendt har man netop indkaldt medlemmerne til møde for at finde ud af, hvad man skal gøre for ikke at blive det.

Der er flere håndtag at skrue på - bestyrelsen nævner eksempelvis:

* At skrue ned for varmen

* At skære på rengøringsniveauet

* At lukke ned for at kunne bade i omklædningsrummet

- Det er et oliefyr, der varmer vandet i bruseren - og gulvet i omklædningsrummet. Det koster 25.000 kroner at varme op om året, men mange kommer faktisk i forvejen i deres træningstøj og bader hjemme - så det er også en mulig besparelse, siger Claus Mørkbak Højrup.

Endelig nævnes også muligheden for at skrue op for markedsføringen på sociale medier i et forsøg på at få flere medlemmer - og en eventuel stigning i kontingentet. 

Medlemmerne er nu inviteret til møder enten 7. eller 11. maj, hvor de kan komme med deres input, så bestyrelsen sparer de "rigtige" steder.

- Det handler om at finde den rigtige balance. Det skal heller ikke bide sig selv i halen, så initiativerne medfører, at vi får færre medlemmer, siger kassereren.

I mange år har Hjørring Styrkesport ligget stabilt på et medlemstal omkring 180, men i øjeblikket er tallet nærmere 140. Klubben holder til på Vandværksvej, hvor man har lejet sig ind og selv betaler forbrug.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.