Færgetrafik

Gigantisk prop i kanalen udsætter færgeankomst

Fjord Lines nybyggede katamaran kommer forsinket til Hirtshals

Fjord FSTR har endnu ikke fået tilladelse til at sejle ind i Suez-kanalen. Foto: Austal/Fjord Line
Fjord FSTR har endnu ikke fået tilladelse til at sejle ind i Suez-kanalen. Foto: Austal/Fjord Line

Opdateret kl. 09:00

HIRTSHALS: Fjord Lines nybyggede katamaranfærge Fjord FSTR var ventet til Hirtshals skærtorsdag, men en gigantisk prop af stål i Suez-kanalen har udsat ankomsten af rederiets nye trumfkort i kampen om passagererne på Skagerrakruterne på ubestemt tid.

Selv om det enorme containerskib "Ever Given" forleden blev trukket fri af sin ugelange grundstødning og netop nu ligger for anker i Bittersøen, der udgør forbindelsen mellem den nordlige og den sydlige del af Suez-kanalen, er det først onsdag morgen, at Fjord FSTR har taget hul på sin tur gennem Suez-kanalen.

Dermed er det sikkert, at færgen først kommer til Hirtshals et godt stykke efter påske.

- Fra at skibet sejler fra Suez-bugten, til det er fremme i Hirtshals, vil der gå mellem otte og ti dage, afhængigt at vejret i Biscayabugten, oplyser Fjord Line på sin hjemmeside.

Men rederiet forventer alligevel at tage færgen i brug midt i maj som planlagt. Det oplyste en talsperson tirsdag til Nordjyske.dk.

Katamaranfærgen indledte rejsen mod Hirtshals søndag 7. marts, hvor det forlod det værft på Filippinerne, hvor det er bygget.

Forsiden