Gitte sang for sin søn den sidste nat

Efter en ulykke blev 12-årige Emils hjerte givet videre

Gitte Bering krammer en af hendes og Emils to hunde, da kisten med hendes 12-årige søn blev kørt forbi deres hjem før bisættelsen. Privatfoto

Gitte Bering krammer en af hendes og Emils to hunde, da kisten med hendes 12-årige søn blev kørt forbi deres hjem før bisættelsen. Privatfoto

"Jeg kunne stadig mærke hans hjerte slå. Jeg sang for ham og snakkede om alle vores oplevelser sammen. Samtidig vidste jeg, at dagen efter ville alt liv være ude af ham. I hans tilstand var det okay at give slip."

Gitte Bering kan næsten ikke få det sagt.

- Han var sådan en god dreng. Jeg savner ham hver eneste dag!

Det er Emil Sten Bering, hun savner. Hendes eneste barn.

19. juni i fjor kørte Emil hen under aften galt på en stor firhjulstrukket ATV ude på en mark, mens han var på weekend hos sin far.

To dage senere blev han erklæret død på Aalborg Universitetshospital.

Nyheden om Emil Sten Berings alt for tidlige død blev bragt i NORDJYSKE Stiftstidende fredag 25. juni 2021.

Nyheden om Emil Sten Berings alt for tidlige død blev bragt i NORDJYSKE Stiftstidende fredag 25. juni 2021.

"Vi har mistet vores allesammens elskede, skønne, dejlige, omsorgsfulde, betænksomme, nysgerrige, opfindsomme, kvikke, sjove og aktive Emil Sten Bering", stod der i dødsannoncen, som blev bragt i NORDJYSKE Stiftstidende dagen før, han blev bisat fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring 26. juni.

"Himlen har fået den smukkeste stjerne", stod der i Emil Sten Berings dødsannonce.

"Himlen har fået den smukkeste stjerne", stod der i Emil Sten Berings dødsannonce.

- Sådan var han, fastslår Gitte Bering om sit eneste barn.

I 12 år delte hun alt med ham. På et splitsekund blev han revet fra hende.

- Jeg mangler ham så meget, siger hun.

Gitte Bering og sønnen Emil. Privatfoto

Gitte Bering og sønnen Emil. Privatfoto

Grillhygge og hjertestop

En uge før ulykken var der grillhygge hjemme på Rosenvej i Hjørring, hvor Emil boede med sin mor. Sammen med hendes kæreste, hans tre børn og naboer på vejen var der dækket op til en rigtig hyggelig lørdag aften, hvor Danmark skulle spille den første kamp i EM-slutrunden mod Finland i Parken.

- Emil elskede, når vi skulle have gæster, fortæller hans mor.

Som resten af verden sad de også og troede ikke deres egne øjne, da Christian Eriksen kort før pausen faldt til jorden med et hjertestop.

I nogle dramatiske øjeblikke var landsholdsstjernen død.

Særligt Emils ene bonussøster blev forskrækket over det, hun var vidne til.

- Ved du hvad - det skal du ikke være så bange for. Det sker så sjældent, sagde Emil trøstende til hende.

- Bare en uge senere fik han det selv, siger Gitte Bering stille.

Gitte Bering er hårdt ramt over tabet af sit eneste barn. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Gitte Bering er hårdt ramt over tabet af sit eneste barn. Foto: Claus Søndberg

Politieskorte mod traumecenter

Hendes krop skælver stadig, når hun tænker tilbage på det øjeblik, hvor Emils far ringede og fortalte, at han havde fundet deres søn livløs under den væltede ATV.

Og hendes verden styrtede i grus.

- Han fortalte, at Emil havde fået hjertestop, og at jeg straks skulle køre mod Aalborg - ud til traumecentret. Jeg lagde bare røret og sagde "nej, nej, nej", fortæller Gitte Bering.

Da hun få øjeblikke senere kørte på motorvejen ved Hjørring Syd med sin kæreste ved rattet, passerede en ambulance med politieskorte.

- Jeg kunne se Emils far sidde i ambulancen. Og vi kunne ikke følge med.

Ved ankomsten til Aalborg Universitetshospital blev Gitte Bering og kæresten modtaget af en politibetjent og ført op på Akut- og Traumecentret. Her stod læger og sygeplejersker allerede tæt omkring en seng og arbejdede med hendes søn.

Organer skulle ikke bare brændes

I de følgende mange timer gjorde personalet alt for at holde liv i den 12-årige dreng. Situationens alvor var ikke til at diskutere, og mens Emil lå i sengen med alverdens udstyr spændt til kroppen og kæmpede for sit liv, kom og gik hans nærmeste familie på skift.

- Det var bare så uvirkeligt det hele, fortæller Gitte Bering.

Men som tiden gik, pressede virkeligheden sig ubønhørligt på. Efter en scanning faldt lægernes dom; Emil var hjernedød.

Fulgt op af spørgsmålet: Hvad med hans organer?

Gitte Bering var aldrig i tvivl.

- Selvfølgelig skulle Emils organer gå videre. De skulle ikke bare brændes. Der var så meget godt i den dreng, fortæller Gitte Bering.

Allerede før ulykken var hun helt afklaret i forhold til organdonation. Emils mormor Birthe havde tre gange i sit liv modtaget en nyre fra en donor.

Så selvfølgelig skulle Emils livskraftige organer hjælpe andre i nød.

- Hvis man vil ha', må man også gi'. Vi må alle give til fællesskabet. Sådan er jeg opdraget, fastslår Gitte Bering.

Gitte Bering var aldrig i tvivl om, at Emils hjerte skulle doneres. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Gitte Bering var aldrig i tvivl om, at Emils hjerte skulle doneres. Foto: Claus Søndberg

Organdonation i tal

Et stort flertal af danskerne går ind for organdonation. Hele 91,9 pct. af danskerne tilkendegiver i spørgeundersøgelser, at de er positive eller meget positive over for organdonation, imens 85 pct. af danskerne i samme spørgeundersøgelser oplyser, at de er villige til at donere deres egne organer.

De tal kan imidlertid ikke aflæses i Organdonoregistret på sundhed.dk

Her havde 1.290.605 personer (26 pct. af alle danskere over 15 år) registreret sig 31. december 2021.

981.129 (76 pct.) har givet fuld tilladelse til brug af alle deres organer.

214.454 (16 pct.) har givet begrænset tilladelse til organdonation.

73.153 (6 pct.) har registreret forbud mod brug af deres organer.

21.869 (2 pct.) har registreret sig uden at signalere en holdning til organdonation.

348 patienter blev transplanteret i 2021 med organer fra danske og udenlandske donorer.

Der blev i 2021 transplanteret 352 organer fra danske og udenlandske donorer: 24 hjerter, 22 sæt lunger, 4 bugspytkirtler, 50 levere inklusiv en levende leverdonationer fra forældre til barn, og 252 nyrer, hvoraf 68 var ved levende donation.

I 2021 var der 105 afdøde organdonorer i Danmark, der havde givet samtykke til organdonation og hvis organer blev vurderet egnet til donation.

I 2021 var den ældste organdonor 83 år.

i 2019 var den ældste donor 92 år.

I 2021 var 17 pct. af donorerne over 70 år. I 2014 var kun 7,5 pct. af donorerne over 70 år.

I 2021 var 57 pct. af de danske donorer mænd, mens 43 pct. var kvinder.

Kilder: Organdonor.dk og organdonation-ja-tak.dk

Sov sammen den sidste nat

Selv om hendes søn reelt var død den dag, lægerne fjernede alt håb, blev han på grund af organdonationen holdt kunstigt i live i endnu et døgn.

Gitte Bering delte den sidste nat sammen med sin dreng. Hendes kæreste Rune var der også. Parret sov ikke. Med tårer trillende ned ad kinderne talte hun til Emil om alle deres gode og sjove oplevelser sammen.

Ind i mellem bad parret også for Emil, der kom til verden på en frostkold onsdag 25. marts 2009 kl. 12.42 på Hjørring Sygehus - 52 centimeter lang og 3716 gram tung.

12 år senere ebbede livet ud for den ellers så livsglade dreng på et sygehus 55 kilometer længere mod syd.

- Jeg kunne stadig mærke hans hjerte slå. Jeg sang for ham og snakkede om alle vores oplevelser sammen. Samtidig vidste jeg, at dagen efter ville alt liv være ude af ham. I hans tilstand var det okay at give slip, husker en grådkvalt Gitte Bering.

Da Emil fem dage senere blev bisat fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring, sad familie, venner, naboer og klassekammerater skulder ved skulder og fyldte byens store kirke til sidste plads.

Lørdag 26. juni 2021 blev Emil Sten Bering bisat fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Blomsterhavet var overvældende, og ved siden af kisten stod et foto af Emil og hans to elskede hunde, som blev taget blot 14 dage før, han kørte galt på ATV'en. Privatfoto

Lørdag 26. juni 2021 blev Emil Sten Bering bisat fra Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Blomsterhavet var overvældende, og ved siden af kisten stod et foto af Emil og hans to elskede hunde, som blev taget blot 14 dage før, han kørte galt på ATV'en. Privatfoto

Duften af Emil

Der er snart gået otte måneder, siden Emil døde. Verden går videre, men Gitte Bering har svært ved at kende sit liv.

- Det er så mærkeligt at være her i Hjørring. Det er som at være i en helt forkert verden. Jeg synes, alting er forandret. Selv om ingenting er, siger Gitte Bering efter tabet af sit eneste barn. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

- Det er så mærkeligt at være her i Hjørring. Det er som at være i en helt forkert verden. Jeg synes, alting er forandret. Selv om ingenting er, siger Gitte Bering efter tabet af sit eneste barn. Foto: Claus Søndberg

Emil laver ikke længere spejlæg til sig selv efter skoletid. Han henter heller ikke rundstykker søndag morgen, mens han smiler og vinker til naboerne på den lille villavej nær en af Hjørrings grønne parker.

Ikke flere skiferier fyldt med forventninger, røde kinder og tung søvn efter en lang dag i sneen.

Slut med gåturene sammen med Emil, som ofte endte med en dyst om, hvem der kunne gå længst i armgang i et af Folkeparkens skriggrønne fitness-instrumenter.

Trampolinen i haven står urørt hen. Badmintonketsjeren ligger i tasken, og motorcyklen, han brugte, når han kørte motocross på bane, er parkeret. Motocross var en ting, han havde med sin far.

Emil sammen med sine to bedste venner, Lhasa Apso-hundene Wester og Wilson på 10 år. Privatfoto

Emil sammen med sine to bedste venner, Lhasa Apso-hundene Wester og Wilson på 10 år. Privatfoto

Nætterne er blevet lange. Det bliver sjældent til mere end 3-4 timers søvn, og så godt som hver nat ender Gitte Bering med at lægge sig ind i sengen på Emils værelse, der står urørt hen og vidner om den livsglade, lyshårede dreng med klare blå øjne, som stod på tærsklen til det teenageliv, han aldrig fik.

Også Wester og Wilson, de 10 år gamle hunde af racen Lhasa Apso, har deres kurve på Emils værelse.

- De var hans bedste venner, fortæller Gitte Bering.

I en pose gemmer hun det tøj, Emil havde på, da han kørte galt.

- Jeg var sådan en effektiv type, der hele tiden sørgede for at vaske hans tøj. Det her er det eneste, jeg har tilbage, der dufter af ham, siger hun.

- Jeg kan ikke kende mig selv

Livets barske realiteter har ramt livet i villaen på Rosenvej. Seks måneders sorgorlov er brugt, og Gitte Bering er nu sygemeldt fra sit job.

- Min arbejdsgiver har været så forstående, understreger Gitte Bering.

Hun har posttraumatisk stress. Overkommer ikke en brøkdel af det, hun gjorde før ulykken. Hun besøger ofte Emils gravsted i Urnelunden på Hjørring Kirkegård, men hvert besøg koster mange kræfter, fordi savnet er så dybt.

Gitte Bering, Wester og Wilson på vej <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Gitte Bering, Wester og Wilson på vej Foto: Claus Søndberg

- Det er så mærkeligt at være her i Hjørring. Det er som at være i en helt forkert verden. Jeg synes, alting er forandret. Selv om ingenting er. Jeg var så stærk før. Jeg kan slet ikke kende mig selv, lyder det fortvivlet fra Gitte Bering, som både går til psykolog og er i kontakt med en sorggruppe i et forsøg på at finde mening med sit liv.

- Jeg ved godt, der ikke er nogen, der du'r til at miste et barn. Jeg kan slet ikke finde ud af det. Jeg ved godt, det lyder fuldstændig åndssvagt, men lige nu har jeg dage, hvor jeg tænker, at jeg bare vil op til Emil. Jeg tager én dag af gangen, og jeg skal nok komme mig, siger Gitte Bering.

Hun løber, forsøger at komme afsted til boksetræning og får totummassage for at løsne op for hendes stress og sorg.

Familie, venner og veninder, naboer og kæresten Rune gør, hvad de kan for at hjælpe.

- Jeg er så taknemmelig. Lige nu har jeg bare ikke kræfter eller overskud til at give tilbage, beklager Gitte Bering.

Emils hjerte er i Sverige

Gitte Bering ved ikke, hvem der har fået Emils hjerte og nyrer. Blot ved hun, at et barn i Sverige går rundt med hans hjerte, mens nyrerne gør gavn i Danmark.

Stjernen i vinduet har lyst siden Emils død. Foto: Claus Søndberg <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Stjernen i vinduet har lyst siden Emils død. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Emils mor vil på et tidspunkt gerne møde dem, der har modtaget hendes søns organer. Det står og falder dog med, at organmodtagerne også har lyst til at møde hende.

Indtil det måske sker en skønne dag, slår Gitte Bering et slag for organdonation.

Borgerforslag om organdonation

Lige nu kæmper Mads Sebbelov fra København sammen med en række medstillere for at samle de 50.000 underskrifter, der skal til for at få hans borgerforslag om aktivt fravalg til organdonation fra det fyldte 18. år i Danmark behandlet i Folketinget.

Mads Sebbelov mistede i 2020 sin 15-årige datter Josefine, som døde, mens hun ventede på et nyt hjerte efter en alvorlig halsbetændelse.

Det er én gang tidligere lykkedes at skaffe 50.000 støtter til et borgerforslag om aktivt fravalg af organdonation. Det var i 2018, og dengang stod Lasse Heidelbach fra Aalborg og hans hustru Karen Heidelbach bag forslaget. De blev motiveret til at gå ind i kampen for at skaffe flere organdonorer, efter at deres egen datter Esthers liv blev reddet af en levertransplantation.

Borgerforslaget blev fremsat 4. oktober 2018, men det blev endegyldigt afvist efter 2. behandling 12. marts 2019, hvor forslaget i folketingssalen kun fik støtte af fem medlemmer af Radikale Venstre, mens 98 folketingsmedlemmer fra S, DF, V, EL, LA, ALT og KF stemte imod. Fire medlemmer af SF stemte hverken for eller imod.

Fristen for at støtte det nye borgerforslag om organdonation udløber 30. marts.

Kilde: borgerforslag.dk og ft.dk

I Danmark er organdonation et tilvalg - ikke et fravalg.

Gitte Bering synes, det bør være omvendt. Som det er i langt de fleste europæiske lande.

Derfor støtter hun helhjertet det borgerforslag, som i øjeblikket kæmper for at få Folketinget til at beslutte, at alle danskere fra fødslen automatisk er tilmeldt donorregisteret - og hvis de ikke ønsker at være det aktivt skal vælge det fra, efter de er fyldt 18 år.

Det kræver 50.000 underskrivere at få Folketinget til at behandle forslaget. Siden 1. oktober 2021 har 21.941 skrevet under. Fristen for at skaffe resten udløber 30. marts ved midnat.

Gitte Bering har skrevet under.

- Hvis man vil ha', må man også gi', gentager hun.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.