Godsejerpar har kæmpet indædt mod vindmøller - nu er et endnu større projekt dukket op
Politikerne i Hjørring Kommune skal nu sortere i i alt 42 nye ansøgninger om vindmølleprojekter og solcelleparker i Hjørring. Har stemningen mon ændret sig?
Opdateret kl. 17:57
HJØRRING: Det er en stor mundfuld, som lokalpolitikerne i Hjørring nu skal forholde sig til. Ved en ansøgningsfrist 15. marts er der kommet i alt 42 ansøgninger om 70 vindmøller og 950 hektar solceller rundt om i landskabet i Hjørring Kommune. Flere af ansøgningerne er gamle travere, som for få år siden blev stemt ned.
Spørgsmålet er, om energikrise, krig, klima og eventuelle krav fra regeringen er ved at ændre holdingen, eller om politikerne igen kan forvente folkelig opstand mod projekterne.
- Vi kommer helt sikker ikke til godkende alle de ansøgte projekter, fastslår formand for teknik- og miljøudvalget, Søren Homann (K).
Hvordan vil I udvælge de projekter, der skal arbejdes videre med?
- Min holdning er, at det skal give mening i de lokalområde, hvor de etableres. Der skal være en lokal opbakning, og det skal gavne lokalområdet, så det ikke bare er nogle få investorer, der kommer til at blive rige på det her, siger Søren Homann (K).
Han har tidligere været fortaler for, at man prøver at lave nogle større men færre projekter på tværs af kommunegrænserne.
- Det mener jeg stadig, og det er jo også nogle større projekter, der ligger ved kommunegrænsen - for eksempel ved Gårdbo Sø tæt på Frederikshavn Kommune, siger Søren Homann.
Han understreger, at det også kan blive afgørende, hvilke udmeldinger der kommer fra regeringen.
- Vi skæver selvfølgelig også til regeringen - om der kommer nogle konkrete måltal, som skal opfyldes, siger Søren Homann.
Tidsfaktoren er også vigtig.
- Der er søgt om mange projekter, og vi skal så hurtigt som muligt have afklaret, hvilke projekter der skal arbejdes videre med, så borgerne ikke kommer til at gå i uvished for længe, siger Søren Homann.
Stadig modstand
Flere er projekterne er gengangere, som Hjørring Kommune tidligere har fejet af bordet.
Det er eksempelvis tilfældet med et stort projekt syd for Børglum Kloster, der kæmpede indædt i flere år for ikke at få de store vindmøller, der efter klosterets mening ville spolere kulturarven på og omkring klostret.
- Vi er da rigtig trætte af, at der nu blot to år efter dukker et nyt projekt op, der ovenikøbet er væsentligt større med 18 store vindmøller, siger godsejerinde Anne Rottbøll.
Børglum Kloster har i samarbejde med Hjørring Kommune netop søgt om at komme på Unescos Verdensarvsliste, hvor klostret kommer i selskab med steder som Kronborg Slot og pyramiderne i Egypten.
- Det vil få kæmpe betydning for interessen for Børglum Kloster og tilstrømningen af turister til Vendsyssel, hvis vi kommer på den. Men det vil harmonere rigtig dårligt med de her planer om store industrianlæg i det åbne landskab omkring klostret, siger Anne Rottbøll.
I første omgang skal politikerne foretage en grovsortering af de mange energiprojekter, og til juni ventes Hjørring Byråd at beslutte, hvilke projekter der går videre til en runde med fordebat og offentlige høringer.
Senere kommer en afgørende runde, hvor der skal vedtages lokalplaner for de projekter, som politikerne nikker til.
Hjørring Kommune har denne gang valgt at være meget åben om ansøgninger og den forestående proces. Man kan bl.a. finde beskrivelse af alle projekter på kommunens hjemmeside.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.