Grisetransport rullede rundt og brød i brand
Mere end hver fjerde svin i transporten aflivet
Opdateret 28. april 2023 kl. 13:56
VRENSTED: En lastbil med knap 40 grise brød torsdag formiddag i brand på Bådstedhedevej ved Vrensted.
Ifølge indsatsleder Dennis Møller Hovn, Nordjyllands Beredskab, opstod branden, efter lastbilen kørte af vejen, trillede rundt og endte på hovedet på en mark, hvor førerhuset brød i brand.
Det lykkedes lastvognschaufføren ved egen hjælp at komme ud af det brændende førerhus. Han er blevet tilset af en ambulance på stedet.
- Heldigvis var vinden i den rigtige retning og blæste røg og ild væk fra anhængeren med søerne, siger Dennis Møller Hovn, som sammen med de øvrige brandfolk hurtigt fik slukket ilden ved hjælp af en knibtangsmanøvre og på den måde fik sikret søerne fra ild og røg.
Kort efter kl. 14 oplyste Nordjyllands Politi på Twitter, at 39 søer var reddet ud af lastbilen - og at 12 af dem var så medtaget, at de blev aflivet af en dyrlæge på stedet. Ifølge vagtchef Karsten Højrup Kristensen blev siderne på lastbilen brudt op, og ved hjælp af halmballer blev der lavet korridorer, hvor de evakuerede grise kunne opholde sig, indtil der var taget stilling til, hvad der skulle ske med hver enkelt.
Det var svin på omkring 100 kilo, der var om bord på lastbilen.
- Og de er ikke nødvendigvis lige til at tumle, lød det fra vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.