Hærværk

Hærværk på spritny trappe: Mikkel er vred og udlover dusør

Klubben har videoovervågning på vej op, men det er ikke koblet til endnu

Flere fliser er blevet smadret på SHI's nyanlagte trappe.
Flere fliser er blevet smadret på SHI's nyanlagte trappe. Foto: Mikkel Oldenburg

Opdateret kl. 13:31

HJØRRING: - Nøj, hvor er jeg negativ over, at ting bliver ødelagt!

Mikkel Oldenburg er irriteret og vred. 

Han sidder i hovedbestyrelsen i Skibsby Højene Idrætsforening, SHI, i Hjørring, der for tiden har gang i et kæmpe projekt - Det Blå Frirum - til omkring 7,5 millioner kroner. Et projekt med bl.a. kunstgræsbane, padelbane, legeområde og meget mere fordelt på 16.000 kvadratmeter.

Men i går oplevede klubben for anden gang hærværk på en nymuret trappe på østsiden af hallen, og det fik Mikkel Oldenburg til at lave et opslag på Facebook. 

Opslaget har fået mange kommentarer og er blevet delt flere hundrede gange.

- 11.000 kr. har det kostet SHI at få muret en trappe, og her en måned senere er den smadret, skriver han.

SHI er med sine 1200 medlemmer den største forening i Hjørring Kommune.

Dusør af egen lomme

Vreden over ugerningen har fået ham til at udlove en dusør på 3000 kroner til dem, der kan fortælle noget om, hvem der står bag hærværket onsdag - og i øvrigt også fredag 28. april, hvor der også var hærværk på stedet.

- Jeg synes bare, at det er synd og skam, når jeg og de andre frivillige har lagt så mange kræfter i det. Jeg synes, vi skal til bunds i sagen, siger Mikkel Oldenburg.

Mikkel Oldenburg (til højre) sammen med Søren Pedersen og Lars Rasmussen, da planerne om Det Blå Frirum stadig kun var planer. Nu er projektet til næsten 7,5 millioner kroner snart færdigt. Arkivfoto: Bente Poder

Han håber, at dusøren får nogen til at fortælle, hvis de har set eller hørt noget - og gerne navn eller navne på gerningsmændene.

- Det er sket i dagtimerne, så det kan ikke passe, at der ikke er nogen, der har set eller hørt noget, påpeger Mikkel Oldenburg.

Flere tilfælde

Hærværksmagerne har smadret fliser på trappen. Fliserne var pillet op i forbindelse med, at der skulle sættes gelænder på trappen.

- Vi troede, at de kunne få lov at ligge, men det kunne de åbenbart ikke, siger Mikkel Oldenburg.

Han oplyser, at der også var hærværk på stedet i fredags, men da i noget mindre omfang.

Klubben har faktisk flere gange det seneste halve år oplevet forskellige former for hærværk.

- Vi føler, at det er nogle destruktive kræfter, der er på spil. Vi har oplevet, at nogen har væltet vores kaffe- og sodavandsautomater inde i hallen, at nogen har kørt vores nyanlagte stadion op, at to vinduer er blevet smadret i hallen, og at en rude i vores padelbane er blevet smadret, fortæller Mikkel Oldenburg.

Overvågning på vej

Det store projekt ventes færdig til juni, men er delvist taget i brug. Og faktisk er man på vej til at sætte videoovervågning op. Kameraerne er sat op, men de er endnu ikke tilkoblet.

Når det sker, bliver det Hjørring Hallerne, der i forvejen har videoovervågning på fem andre lokaliteter i kommunen, der skal nærstudere billederne, hvis Det Blå Frirum skulle blive udsat for hærværk igen.

Mikkel Oldenburgs opslag er nu på vej mod 700 delinger på Facebook.

- Håber nogen har set eller hørt noget. Jeg modtager gerne en besked, skriver han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden