Butikker

Han åbner fredag, men folk stikker allerede hovedet ind med klart budskab til Jonas

Større nordjysk landsogn får efter flere års fravær igen en blomsterhandler

Her ses Jonas Andersen, da svendeprøven kom i hus sidste år.
Her ses Jonas Andersen, da svendeprøven kom i hus sidste år. Privatfoto

Opdateret 30. august 2023 kl. 09:49

Selv om der bor mere end 3000 borgere i sognet, så har det i årevis ikke været muligt at opdrive en buket blomster - med mindre man da selv plukkede en af slagsen i grøftekanten.

Men nu er blomster-tørken ved at drive over: Fredag 1. september springer Jonas Andersen ud som selvstændig blomsterhandler på Butikstorvet i Tårs i lejede lokaler, der tidligere har været brugt af den lokale billardklub.

Bedemænd

Og mon ikke den beslutning ta'r kegler flere steder i lokalområdet.

- Jeg har været i dialog med flere bedemænd, der gav udtryk for, at de manglede en lokal blomsterhandler. Ellers er de jo nødt til at hente blomsterne i Vrå eller Hjørring, når der er begravelser lokalt, fortæller Jonas Andersen.

Men også blandt helt almindelige kunder er der potentiale.

Jonas Andersen har arbejdet i branchen i otte år - blandt andet hos By Ovesen i Hjørring, hvor han erfarede, at der kom en hel del kunder fra Tårs og omegn.

Den nye butik kommer til at hedde Blomsterværkstedet, og Jonas Andersen vil forsøge at ramme et design, der signalerer hygge, men også et nordisk og råt look.

Det fremgår i vinduet, at den nye blomsterbutik kommer til at hedde Blomsterværkstedet. Foto: Bente Poder

Også selvbetjening

Jonas Andersen har valgt Tårs, fordi han ser et forretningsmæssigt potentiale - men der er også andre årsager til, at han glæder sig til at slå dørene op i Tårs:

- Min bedstemor bor der, så jeg kender Tårs ret godt - og jeg har altid været lidt forelsket i byen. Så jeg glæder mig også til at bidrage til at skabe lidt mere liv i byen.

Interessen for blomster kommer blandt andet fra faderens interesse for at arbejde med haven.

Foruden butikken i Tårs vil kunder også have mulighed for at køre forbi Jonas' private bopæl på Lendumvej 40 i Åsted ved Frederikshavn, hvor han via en selvbetjeningsløsning og MobilePay vil friste kunderne med et udvalg af blomster.

- Vi er jo i Vendsyssel

I øjeblikket er han ved at få de sidste ting på plads inden åbningen fredag, og i ny og næ kommer folk forbi og hilser.

De fortæller, at de glæder sig til, at der igen kommer en blomsterbutik i Tårs.

- Der er også en del, der stikker hovedet ind og minder mig om, at det skal være priser, der er til at forstå. Vi er jo i Vendsyssel, siger Jonas Andersen med et smil.

Jonas Andersen åbner butikken fredag klokken ti og holder reception lørdag fra klokken 10 - 16.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden