Ørnekrig i Nordjylland - nu er den forsvundet

En af Ørnereservatets rovfugle er stukket af efter en luftkamp med vildfugle

Det er denne nordatlantiske havørn, Vikna, som er stukket af fra Ørnereservatet. Foto: Ørnereservatet

Det er denne nordatlantiske havørn, Vikna, som er stukket af fra Ørnereservatet. Foto: Ørnereservatet

BINDSLEV:En af Ørnereservatets helt normale træningsture endte en smule dramatisk, da den nordatlantiske havørn, Vikna, mandag over middag stak af, da den endte i luftkamp med to unge, vilde havørne.

- Under træningen kom der to meget nærgående havørne tæt på Vikna. Jeg tror, at han blev meget overrumplet af situationen, men han ville selvfølgelig forsvare sit territorie, så det endte i luftkamp mellem fuglene.

- Efter de tre fugle havde markeret sig overfor hinanden fløj Vikna mod Jerup-området, mens de andre fugle fløj i retning mod Skagen, lyder det fra Peter Wenzel, der er indehaver af Ørnereservatet.

Siden da har Ørnereservatet ikke haft kontakt med den 26-årige han-havørn, og derfor har reservatet nu efterlyst Vikna på sin Facebookside.

Kendetegn for Vikna

Alder: 26 år

Køn: Han

Vægt: 4600 gram

Vingefang: 220 cm

Læderring på venstre ben

Kan man komme nærheden af 20-30 meter, er der tale om Vikna, da vildfugle vil flyve væk inden, fortæller Peter Wenzel.

Peter Wenzel fortæller, at den senest med sikkerhed blev spottet i tirsdags omkring Jerup, men eftersøgningen bliver besværligt gjort af, at der er træktid i øjeblikket.

Det betyder, at der er en hel del ørne i området, som folk forveksler med den 26-årige havørn.

- Normalt så vil sådan en havørn ikke flyve mere end 20 kilometer væk fra dens normale territorie. Min teori er, at han sidder i en skov i området og pendler frem og tilbage mellem nogle træer, siger reservatsejeren.

Vindmølle-fare

Men det betyder ikke, at Peter Wenzel er helt uden bekymringer.

- Det, vi er mest nervøse for, er, at han spiser noget forkert. Det vil sige noget, som enten er forgiftet eller fordærvet. Men vi frygter også, at han kan komme ud for en ulykke ved at flyve ind i en vindmølle eller noget lignende, siger han.

Ifølge Peter Wenzel skal man ikke være bange for Vikna.

- Man skal overhovedet ikke være bange for ham, men han vil nok være meget nysgerrig på, hvad der foregår omkring ham, lyder det fra Peter Wenzel, der opfordrer folk til at kontakte reservatet med det samme, hvis man ser en havørn, som har en læderring om venstre ben.

- Går der mere end 24 timer, så er oplysningen ubrugelig.

- Vi har fået en del henvendelser i dag (lørdag, red.) og kørt som vilde hele dagen, men uden held Der er observationer fra området omkring Jerup, men også et godt stykke nede i landet. Det er dog ikke sandsynligt, at han er så langt væk. Han befinder sig i en radius af 20 kilometer fra Ørnereservatet, slår Peter Wenzel fast.

Er sket før

For seks år siden var der også en af Ørnereservatets fugle, som ønskede at få lidt ekstra luft under vingerne, men den vendte ifølge Peter Wenzel tilbage efter et par dage, og det krydser han fingre for sker igen.

- Jeg tror stadig, at han kommer hjem om et par dage, hvis ikke vi finder ham først. Men ventetiden er forfærdelig, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.