Henter stor erhvervsprofil ind som ny havneformand
Blev enstemmigt valgt torsdag
Opdateret kl. 12:25
Den nordjyske erhvervsprofil Michael Lundgaard Thomsen er nu valgt som ny formand for Hirtshals Havn. Torsdag blev han enstemmigt valgt som formand, da havnens bestyrelsen konstituerede sig.
Det oplyser Hirtshals Havn i en pressemeddelelse.
Michael Lundgaard Thomsen har med en baggrund som direktør i Aalborg Portland og ledelsesposter hos en række andre virksomheder stor erfaring med at sætte den strategiske retning.
I samarbejde med direktionen i Hirtshals Havn og resten af bestyrelsen vil Michael Lundgaard Thomsen sikre en fortsat positiv udvikling i virksomheden, som i de seneste år har udviklet sig fra at beskæftige sig med traditionel havnedrift til at være en industriel platform, der arbejder med en række, store projekter - blandt andet udvidelse af havnen, produktion af vedvarende energi samt fangst, lagring og udskibning af CO2.
- Sund økonomi
- Hirtshals Havn gør det allerede rigtig godt og har en sund økonomi. Jeg er overbevist om, at havnen fortsat kommer til at spille en stor rolle inden for havnens eksisterende kerneområder, men også inden for produktion, lagring og udskibning af CO2, hvor jeg ser Hirtshals Havn som et helt centralt udskibningssted. Min vigtigste opgave er at sørge for, at vi har en strategi, der er robust – både økonomisk og i forhold til den grønne omstilling, siger Michael Lundgaard Thomsen.
Da Aalborg Portland selv driver en havn i Aalborg og har terminaler i blandt andet København, Aarhus og Kolding, har han et godt kendskab til havnedrift.
Michael Lundgaard Thomsen blev i 2019 udnævnt til formand for klimapartnerskabet for energi-intensiv industri af regeringen. Dertil kommer, at han også har været formand for det regionale vækstteam for Nordjylland, hvor han var med til at pege på CCUS, altså fangst, lagring og anvendelse af CO2, som omdrejningspunkt for det nordjyske erhvervsfyrtårn CO2Vision.
Michael Lundgaard Thomsen afløser Anker Laden-Andersen, som i foråret meddelte, at han ønskede at stoppe som formand for havnen efter 14 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.