Hjørring vil være klassens frække dreng
Udvalgsformand vil sætte fuld tryk på opkvalificering af ledige frem for ministerielle fokusmål og benchmarking

Formand for arbejdsmarkedsudvalget, Thomas Klimek (S) vil satse på kurser, der virker for at opkvalificere ledige i stedet for ministerielle fokusmål og benchmarking Arkivfoto: Peter Broen
HJØRRING:Mørke skyer trækker op over Hjørring Kommune, hvis man ser på arbejdsløshedstallene for maj 2020 i forhold til maj 2019. Der er kommet 63,7 procent flere arbejdsløse.
Formanden for arbejdsmarkedsudvalget, Thomas Klimek (S), mener, at man skal gøre sig klar til en hurtig og massiv indsats for at opkvalificere ufaglærte ledige til faglærte.
- Under finanskrisen i 2008 var man ikke klar til en hurtig indsats, blandt andet fordi krisen havde mange forskellige årsager. Denne gang ved vi, at det skyldes corona og skal i gang hurtigere. Vi skal sige til vore folk, at de skal bruge mindre tid på ministerielle fokusmål og benchmarking og mere tid på at folk i kurser hurtigst muligt, mener Thomas Klimek.
- Hjørring bør være "klassens frække dreng" og gå lige til grænsen. Vi skal insistere på at være lavpraktiske. Vi ved nemlig, at vore kurser virker, siger Thomas Klimek.
1702 ledige, men der kommer flere
De seneste tal viser, at der er 1702 ledige i Hjørring Kommune, deraf 1484 forsikrede ledige. Det er en stigning i forhold til maj 2019 på 662 personer og en stigning i procent på 63,7 procent.
Arbejdsløsheden i forhold til arbejdsstyrken i kommunen var i maj 2019 på 3,4 procent, mens den nu er 5,6 procent.
Der har været en stigning på omkring 48.000 i ledigheden i Danmark siden starten af marts.
Thomas Klimek frygter, at ledigheden kommer endnu længere op.
- Vi oplevede i Hjørring kommune et lille fald ledigheden i maj, men det skyldes formentlig hjælpepakkerne, som har givet kunstigt åndedræt til virksomhederne. Men jeg tror, at virksomhederne ikke kan holde vejret mere, siger Thomas Klimek.
Han varsler nu kamp for at ikke alene at opkvalificere ufaglærte, men også for at beholde de mange fleksjobbere, det er lykkedes at få i arbejde. De svarer i Hjørring kommune til 400 fuldtidsstillinger.
Thomas Klimek frygter, at det vil tage et par byrådsperioder, før man er tilbage til normalen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.