Hollandsk kutter stødt på grund: Forsøger at trække den fri onsdag morgen

Den hollandske bomtrawler er stødt på grund nord for Løkken - en slæbebåd er på stedet

Den hollandske fiskekutter ligger tæt på land. Foto: Henrik Louis Simonsen

Den hollandske fiskekutter ligger tæt på land. Foto: Henrik Louis Simonsen

Opdateret kl. 22.56 med status på, hvor langt man er med at få kutteren fri.

LØKKEN:En hollandsk trawler stødte mandag aften på grund ved kysten lidt nord for Løkken. Det oplyser Forsvarets Operationscenter.

Den hollandske fiskerbåd med navnet Sursum Corda UK 172 drev mandag rundt vest for Løkken. Mandskabet forsøgte at kaste anker, men ankeret satte sig ikke ordentlig fast, og derfor drev trawleren videre ind mod land, hvor den stødte på grund ved kysten mellem Løkken og Nr. Lyngby.

Skib på grund ved Nørre Lyngby

Skib på grund ved Nørre Lyngby

- Mandskabet bad om hjælp via Lyngby Radio, og vi bad Hirtshals Redningsstation om assistance, men skibet kom til at stå bedre og bedre fast på bunden, siger Klaus Thing Rasmussen, vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter.

Hirtshals Redningsstation havde dog ikke mulighed for at yde hjælp, da deres store redningsskib "Margrethe Gaardbo" er indisponibel på grund af et stort 30-års eftersyn.

I stedet blev Fiskeriinspektionsskibet "Vestkysten" tilkaldt for at assistere, og det har indtil tirsdag middag ligget ud for kutteren for at observere, om situationen skulle udvikle sig til at blive alvorlig.

- Men det ser ud som om, at det er en solid kutter, og den står på sandbund, så der er styr på situationen og ingen fare. Alle seks mand ombord har det godt, siger Klaus Thing Rasmussen.

Den hollandske kutter drev tæt på land. Foto: Henrik Louis Simonsen

Den hollandske kutter drev tæt på land. Foto: Henrik Louis Simonsen

Kutteren ligger tæt på land og har suget sig godt fast, så udfordringen bliver at få en slæbebåd med et stort nok træk tæt på det hollandske skib.

- Forsvaret, Søfartsstyrelsen og forsikringsselskabet arbejder med en plan for, hvordan vi får skibet trukket fri, siger officeren.

Kutteren udgør ikke i øjeblikket en fare for miljøet.

- Når skibet kommer fri, bliver det tilbageholdt, indtil det er undersøgt af dykkere. Vi skal sikre os, at der ikke er skader og brud på skroget, siger Klaus Thing Rasmussen.

Tirsdag kl. 22.45 lyder det fra vagthavende officer for Forsvarets Operationscenter, at man vil forsøge at trække det hollandske fiskeskib fri onsdag morgen. Tirsdag aften vil man skulle kæmpe mod bøde mørke, en kraftig vestenvind og høje søer - både vind og søer ventes at lægge sig i løbet af natten.

Du kan se skibets position her

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.