Hovsa! Affaldsbeholder presset op af jorden
Våd februar fik sære følger ved boligblok i Hjørring
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:19
HJØRRING: Svup!
Pludselig blev en nedgravet affaldscontainer - en såkaldt molok - presset op af jorden ved en boligblok på Kristiansandsvej i Hjørring.
Det sære syn var resultatet af de store regnmængder i februar, som har fået grundvandet til at stige. Grundvandet pressede simpelthen den nedgravede affaldscontainer helt op.
- Jeg vil tro, det varede tre-fire sekunder, så var den oppe. Ellers ville den ikke kunne komme så højt op, at den væltede, mener teamleder Henrik Lykkegaard Jensen, værksted og logistik hos Hjørring Kommune.
- Grundvandet står helt ekstremt højt nogle steder, og det har presset den op. Der er ikke noget, der kan holde affaldsbeholderen af plast nede, når den er tømt. Så den svupper ovenud, forklarer han.
Uheldet skete i sidste uge. Nu er der afspærring omkring molokken, og samtidig er der opstillet midlertidige affaldscontainere oppe på jorden.
Flere andre steder har Hjørring Kommune nedgravet affaldsmolokker af beton. De er så tunge, at de ikke presses op af højt grundvand.
Den uheldsramte molok af plast vil nu blive udskiftet med en af beton.
Fordelen ved de nedgravede affaldscontainere, molokker, er, at de kan rumme meget mere affald en affaldscontainere, som står står over jorden.
Desuden er der færre lugtgener fra affaldsmolokker om sommeren, fordi affaldet under jorden ikke varmes så meget op.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.