Husker du den vrede svanefar? Nu er ungerne blevet store
Alt ånder igen fred og idyl i Hjørrings grønne hjerte
Opdateret 27. august 2020 kl. 13:43
Opdateret 27. august kl. 13.42 med antallet af svaneunger
HJØRRING: Husker du den aggressive svanefar, som i slutningen af april spredte skræk og rædsel i Hjørring? Her forsvarede den med næb og klør sin mage, mens den rugede svaneparrets arvinger ud mellem sivene i søen i Folkeparken.
Det er helt normal adfærd for knopsvaner, men Hjørring Kommune fandt alligevel anledning til at sætte skilte op med advarsler om den vrede svanefar - ikke mindst også for at få folk til at respektere naturens gang.
Nu er sommeren gået, og de fem unger, der kom ud af æggene, er nu næsten lige så store som deres forældre.
Til glæde for gæsterne i Hjørrings grønne hjerte tager det stolte svanepar nu ofte deres afkom med på udflugt til den nærliggende og navnemæssigt mere passende park, Svanelunden, hvor det er muligt at komme tæt på svanefamilien uden at risikere liv og lemmer.
Knopsvanen er Danmarks tungeste fugl og har siden 1984 været Danmarks nationalfugl efter en afstemning i naturprogrammet "Dus med dyrene" på Danmarks Radio. Her fik knopsvanen over halvdelen af de 233.000 stemmer, som blev afgivet, og mon ikke H.C. Andersens eventyr om "Den Grimme Ælling" havde en indflydelse på det?
Hannen kan veje helt op til 16 kilo, dens vingefang er 2-2,5 meter, og det er ikke usædvanligt, at de bliver over 20 år gamle.
Knopvanen var i starten af 1900-tallet tæt på at blive udryddet i Danmark, men en totalfredning i 1926 betyder, at Danmark nu er det land i Europa, hvor der yngler flest knopsvaner - mellem 4000 og 5000 par. I vintermånederne er Danmark et yndet sted for de europæiske knopsvaner at holde til, og det anslås, at der i de måneder kan være op mod 55.000 knopsvaner i Danmark, hvilket ifølge Danmarks Jægerforbund er tæt på at være en tredjedel af alle europæiske knopsvaner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.