Hvid humor hos fiskehandler: 20 kilo skovl selv sne for en krone
Lokal fiskehandler er klar med god fiske-humor til kunderne i anledningen af snevejret
Opdateret kl. 17:47
HJØRRING: Det meget hvide vejr med vinterlig udsigt her til morgen er formentlig blevet modtaget med forskellige former for humør rundt omkring i Nordjylland, og mange har lavet opslag på de sociale medier med baggrund i den nye, hvide virkelighed.
Hos fiskehandleren Fisk er Godt i Hjørring tackler man vejrsituationen med god fiske-humor. Allerede mandag aften var butikken klar på Facebook med hvad de beskrev som årets bedste tilbud: 20 kilo skovl selv sne for en krone.
- Skriv JA TAK - antal tons. Vi er så glade disse dage, vejret har været fantastisk, og der er lyst, når vi lukker butikken 17.30 … man bliver en lille smule kuller, lyder opslaget, som er ledsaget af rundhåndede mængder af grine-smiley'er og præget af et lunt glimt i øjet.
Den har kunderne da også fanget - der er kommet mange reaktioner og kommentarer, blandt andet: "Humor på højt plan" og "Hvis I leverer, vil jeg godt købe 10 ton".
En tredje er klar med svar på tiltale: "Ja tak 20 tons, jeg kan hente 24. maj", mens en fjerde helt enkelt konkluderer:
- Fiskehandlere i Jylland er bare sjovere.
Kan lige så godt lave lidt sjov
Indehaver af Fisk er Godt, Klaus Anker Jensen, fortæller, at han fandt på joken mandag aften.
- Det var fordi, jeg sad og kedede mig. Min kone sagde, at det ikke var sjovt, men jeg sagde "bare vent". Så gik der fem minutter, så begyndte folk at lave grin med det, fortæller han.
Klaus Anker Jensen har den indstilling, at man ikke kan gøre noget ved vejret og derfor ligeså godt kan tage det med godt humør.
- Vi vidste godt, det ville blive møgvejr, men man behøver ikke græde over det. Det er snevejr, det tager vi med, og vi kan lige så godt lave lidt sjov med det, mener han.
Og det lader til, at kunderne er med på den indfaldsvinkel til vejret - at dømme ud fra de mange delinger, kommentarer og reaktioner i form af smileys eller tommel-op.
Hos Fisk er Godt er humoren ofte i brug - det ses også i butikkens slogan: "Alt fra hvaler til sardiner".
- Det behøver ikke være så firkantet. Vi er ikke så mange, vi er som en bette familie, og det behøver ikke være så formelt, det hele, mener Klaus Anker Jensen, der er vant til at have en dialog med kunderne og også bruge Facebook med kunderne og have lidt ping-pong på den måde.
Stille dag
Snevejret har sat sit præg på dagen i fiskebutikken, hvor der ikke har været så mange kunder som sædvanligt.
- Det var kaotisk i morges, men vejene er godt ryddede nu. Jeg har kørt en del frem og tilbage fra Hjørring til Hirtshals, og lige nu er det godt farbart, fortæller Klaus Anker Jensen, der nu vil gå i gang med rengøringen på en stille dag i butikken.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.