Hotelbranchen

Ikonisk hotel sætter rekord: - Investeringerne har båret frugt

Ruths Hotel har netop præsenteret sit bedste resultat nogensinde

Resultatet for 2022 er det bedste i hotellets historie.
Resultatet for 2022 er det bedste i hotellets historie. Foto: Jesper Rais

Opdateret 20. april 2023 kl. 07:26

SKAGEN: Det er ikke sjældent, at champagnepropperne springer på Ruths Hotel i Skagen - og måske gjorde de det også onsdag: Her offentliggjorde det ikoniske hotel nemlig sit årsregnskab, og resultatet er det bedste nogensinde.

"En kombination af stigende efterspørgsel, øget fokus på økonomisk styring og ikke mindst et dedikeret personale har udmøntet sig i, at resultatet for 2022 er det bedste i hotellets historie", lyder det fra hotellet i en pressemeddelelse.

Runder syv mio. kr.

Årets resultat for 2022 havnede på 7.065.000 kroner, hvilket er 1,3 millioner kroner bedre end i 2021 - og i øvrigt næsten en håndfuld millioner mere end resultat i 2019. 

"Resultatet er, som de to foregående år, reinvesteret i at opretholde og styrke den stærke position i markedet. Dette er sket i form af gennemgående renoveringer af faciliteterne", oplyser hotellet.

Samtlige af hotellets værelser, wellness-afdeling, opholds- og spiseområder samt begge køkkener er blevet renoveret. Desuden er der blevet etableret vinrum, bageri og udendørs cocktailbar, ligesom der er investeret i ventilation og kølerum.

Målsætningen er at sikre kvalitet i alle aspekter på Ruths Hotel. 

Tom Boye, adm. direktør Ruths Hotel. Foto: Rene Skou

- Med udgangspunkt i den omfattende modernisering af Ruths Hotel, så er fundamentet lagt for, at vi året rundt kan levere en kvalitetsoplevelse, der lever op til vores gæsters forventninger. At vi siden 2019 er gået fra at være ca. 50 helårsansatte til nu at være ca. 70 har herudover enorm positiv betydning, for både gæster og ansatte. Det indikerer virkelig, at investeringerne har båret frugt, siger Tom Boye, adm. direktør Ruths Hotel. 

Bygger personaleboliger

Hotel-direktøren fortæller, at der trods store investeringer ikke er skruet ned for blusset. 

- Der er blevet investeret markant i at opgradere de fysiske forhold, og sideløbende har vi udviklet arbejdsforholdene for at imødekomme vores dygtige medarbejdere og tiltrække nye. I de kommende år vil denne indsats få endnu større fokus. Det kommer til udtryk ved en lang række specifikke indsatser, eksempelvis det igangværende projekt med at få opført personaleboliger til 40-60 medarbejdere. En investering i den størrelse viser et helhjertet commitment til vores medarbejdere og det lokalsamfund, som vi driver virksomhed i, siger Tom Boye. 

Foto: Jesper Levin

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden