Ildhjul og ringridning: Flere hundrede knallerister indtager Bindslev
Sjette udgave af Bindslev veteranknallert-træf er på trapperne
BINDSLEV: Det er efterhånden en tradition, at Bindslev indtages af entusiastiske knallertkørere midt i juni.
Således er der lagt op til sjette udgave af Bindslev veteranknallert-træf, når flere hundrede fra både ind- og udland kommer med deres benzindrevne tohjulede.
- Der kommer knallerister fra hele landet og også fra Sverige og Norge. Sidste år var vi 179 ude at køre på den store fællestur i det nordjyske, fortæller Bruno Sørensen.
Han er med i Puch Klub Bindslev, som arrangerer træffet.
Et træf, som blandt andet kommer til at byde på både livemusik, rullefelt, ringridning og motorkast.
- Ringridning på knallert foregår ligesom til hest. Du må køre så langsomt du kan, men fødderne må ikke røre jorden. Og så er det ellers lansen i venstre hånd, for den højre styrer jo gashåndtaget, forklarer Bruno Sørensen
Motorkast dækker over en disciplin, hvor deltagerne kaster en motor, der vejer en 6-7 kilo, og der bliver nok også brændt nogle dæk af på rullefeltet.
- Der plejer at blive godt indhyllet i røg, og nogle af de svenske gæster har også tradition for at lave et ild-hjul, siger Bruno.
Alle er velkomne til at komme forbi træffet, som også byder på to gange livemusik i det store telt med "Flex" fredag aften og "Retro" lørdag aften.
Her kan man i øvrigt også købe både tørt og vådt.
Træffet foregår 16. og 17. juni ved Tannisbugt Hallen i Bindslev, og campen ligger ved hallen, hvor der var harmonikatræf i gamle dage. Det er gratis at kigge forbi, og der er fri enté til koncerterne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.