Indbrudsbølgen i Hjørring fortsætter: Tyv fanget på overvågning
Politiet hører meget gerne fra personer, der kender pågældendes identitet
Opdateret 19. februar 2019 kl. 09:19
HJØRRING: Fredag meddelte lokalpolitiet i Hjørring, at de var overbeviste om, at en gruppe omrejsende kriminelle var på indbrudstogt i Hjørring.
Søndag aften fik politiet overvågningsbilleder fra en privat villa, der viser en formodet gerningsmand. Af videooptagelsen fremgår det, at personen taler med en anden person på, hvad der lyder som, et østeuropæisk sprog, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet hører derfor meget gerne fra personer, der kender pågældendes identitet eller har bemærket ham i området. Det er politiets erfaring, at omrejsende kriminelle ofte laver indbrud et stykke fra det sted, de overnatter, hvorfor personen kan have taget ophold i hele Nordjylland.
Vinterferieugerne kan medføre flere indbrud, og derfor er Nordjyllands Politi ekstra til stede, herunder naturligvis også i de berørte områder omkring Hjørring.
Adskillige indbrud
I løbet af weekenden er der blevet anmeldt hele 13 indbrud i Hjørring kommune, oplyser John Clemmesen, Nordjyllands Politi.
Indbrudene fandt sted på Skrænten, Park Allé, Thomas Smeds Vej, Skydebanevej, Rytteragervej, Æblevangen og Fuglekongevej i Hjørring samt på Hans Jensens Allé og Agerledet i Hirtshals.
Derudover blev der også anmeldt indbrud på Skagavej i Tornby, på Carstenvej i Tversted og på Harerenden i Lønstrup.
I alt har der været 29 indbrud i Hjørring i løbet af de sidste to uger. Typisk bliver der så stjålet smykker, kontanter, computere, iPads, PlayStation m.m.
Politiets håber stadig på borgernes hjælp. Ser man noget mistænkeligt, eller har man oplysninger om personen fra overvågningen, bedes man kontakte Nordjyllands Politi på tlf. 114.
- Vi er selvfølgelig modtagelige overfor alle henvendelser, hvis nogen har set mistænkelige køretøjer eller personer. Det er vigtigt, vi har borgerne med på sidelinjen, siger John Clemmesen, Nordjyllands Politi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.