Energi

Bygger kæmpe batteri på nordjysk havn

Firmaet Green Energy Vault lægger sig i slipstrømmen af andre virksomheder, der vil bidrage til den grønne omstilling fra havnen i Vendsyssel

Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 19:48

En af udfordringerne med grøn energi som sol- og vindenergi er, at de kun er til stede i det omfang, at vinden blæser, og solen skinner. Hvor de så til gengæld kan være til stede mere end rigeligt, så der er et stort overskud af strøm.

Den udfordring vil firmaet Green Vault Energy tage op ved at bygge det, der dybest set er en gigantisk powerbank, på Hirtshals Havn. Den grønne energistation, som Green Vault Energy kalder den, vil kunne levere en effekt på 20 MW med et tilhørende batterilager på 90 MWh.

Det skriver firmaet i en pressemeddelelse, der er sendt ud sammen med Hirtshals Havn.

Handling bag ordene

Energistationen er så stor, at den ifølge Green Vault Energy vil kunne forsyne omkring 7000 husstande med elektricitet i 24 timer eller forsyne 3500 husstande permanent med elektricitet. I det sidste tilfælde siger beregningerne altså, at batteriet aldrig vil nå at blive helt afladet i perioder med manglende sol og vind, inden det går den anden vej, så batteriet bliver ladet op igen, når der atter er grøn strøm i overskud.

- I Hjørring Kommune har vi en klar strategi om at støtte den grønne omstilling ved at sørge for, at der er grøn energi til rådighed for både virksomheder og private husstande. Der spiller Hirtshals Havn en central rolle ved at føre forskellige aktører sammen og skabe synergi igennem tætte samarbejder mellem virksomheder. Jeg ser etableringen af Green Energy Vault på havnen som yderligere bevis på, at der bliver sat handling bag ordene, siger Hjørrings borgmester Søren Smalbro, der også er næstformand i Hirtshals Havns bestyrelse.

En af landets største

Med en effekt på 20 MW og et batterilager på 90 MWh bliver stationen i Hirtshals en af landets største. Energikoncernen EWII er i øjeblikket i gang med at bygge et batterilager på Bornholm, der får en effekt på 30 MW og et tilhørende batterilager på 43 MWh. Batteriet på Bornholm skal efter planen sættes i drift i år.

Investeringen i batterilageret i Hirtshals kommer til at løbe op i en halv milliard kroner, delt op i en investering i selve byggeriet på 275 millioner kroner og så yderligere 225 millioner kroner i drift over de kommende 20 år.

Der er i forvejen planer om et bygge et Power2X-anlæg på havnen i Hirtshals, der skal producere grøn brint fra vindmøllerne i området, ligesom havnen vil være en vigtig spiller for udskibning af CO2 til lagring i undergrunden i Nordsøen.

Medvirker til at skabe balance

Udover på det lavpraktiske plan at fungere som en - meget - stor powerbank, så kan en løsning med et stort batteri som den, Green Energy Vault vil bygge på havnen i Hirtshals, også bidrage til at balancere elnettet. Der skal nemlig være balance mellem den effekt, der bliver sendt ind i elnettet, og den effekt, der bliver trukket ud af nettet. 

Ellers går det galt.

Den grønne energistation vil blive opført i 2025 og 2026, og den vil stå klar i begyndelsen af 2026, skriver firmaet i pressemeddelelsen. Den vil komme til at fylde et areal på knap 1000 kvadratmeter på havnen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden