Naturbrande

Kæmpe naturbrand under kontrol: Nu skal ildlommerne slukkes

Brandfolkene bekæmper flammer fra seks forskellige linjer og arbejder sig ind mod centrum af det et kvadratkilometer store område ved Skiveren, der har været ild i

Foto: Jan H. Pedersen

Foto: Jan H. Pedersen

AALBÆK:Der er - stadig - styr på den store naturbrand, der brød ud søndag eftermiddag ved Skiveren og Råbjerg. Det fortæller indsatsleder Claus Hermansen fra Nordjyllands Beredskab, der har været i området siden søndag.

Branden brød ud omkring klokken 14, og på grund af den kraftige blæst, spredte den sig til et område på omkring en kvadratkilometer. Brandfolkene opgav at slukke branden og koncentrerede sig om at få den inddæmmet med standsningslinjer, der er områder i terrænet, der er pløjet op og så brede, at flammerne ikke kan springe over dem.

I løbet af natten har indsatsen været droslet lidt ned, og man har mest koncentreret sig om at forhindre spredning, men mandag morgen begynder de mange brandfolk, der er indkaldt, at gå i krig mod de ildlommer, der er rundt omkring i området.

- Det er en hel masse ildlommer, vi er i gang med at slukke i det område, der har været brand i. Vi har seks forskellige kanter, vi arbejder ud fra, så vi får det slukket fra kanten og ind.

- Det er ikke deciderede flammer nu, det er lommer, der ligger derinde, vi skal have bugt med. Så vi skal have det hele vandet godt igennem nu , siger Claus Hermansen.

Der kom kontrol over branden søndag aften, og siden da har ilden ikke blusset op.

- Især i de mørke timer har vi holdt øje med, at den ikke spredte sig, og efter det er blevet godt lyst, så er vi rigtig begyndt at slukke nogen af de her ildlommer, der er derinde, siger Claus Hermansen.

I løbet af natten har omkring 40-50 mand været på arbejde med at slukke branden. Nordjyllands Beredskab har fået hjælp fra Beredskabsstyrelsen i både Thisted og Herning, der har stillet med både mandskab og en del tungt materiel

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.