Om vinteren skinner solen sjældent, men vinden blæser desto oftere, og det gør vindmøller til en nøglekomponent i vores grønne fremtid. Solenergi kan ikke bære den grønne omstilling alene. Derfor skal vi give vinden medvind, hvor det giver mening.

Vi ved, det kan være svært, når der bliver planlagt vindmøller eller solceller tæt på, hvor man bor. Derfor skal naboer være med og blive hørt fra begyndelsen. Det handler ikke om at vælge mellem klima og hvad der er godt for lokalbefolkningen, men om at forene dem.

Mange borgere oplever solcelleparker som en trussel mod udsigt, landskab og natur. Netop derfor bør vi primært bruge vindmøller, men supplere med solceller, hvor det giver mening. 

Ikke en eftertanke

Når vi alligevel placerer solceller, skal de tænkes ind i naturen, ikke ovenpå den. Under og omkring solcelleanlæg kan vi skabe grønne øer for insekter, fugle og planter, og lade områder udvikle sig vildere. 

Det er muligt at designe solcelleparker med biodiversitet som et aktiv, ikke som en eftertanke. Solcelleparker kan, når de planlægges med fokus på naturhensyn, bidrage til nye levesteder for fugle, insekter og padder, og fungere som trædesten i landskabet for dyr og planter, der ønsker at sprede sig.

Og så skal vi tale om hegnene. Alt for ofte ser vi store metalhegn omkring solcelleparker, som effektivt afskærer det vilde dyreliv fra at færdes frit. Det er ikke den vej, vi skal gå. I stedet bør vi tænke i naturlige hegn,  levende hegn og beplantning, der både markerer grænser og giver plads til pindsvin, harer og rådyr. Selvfølgelig skal vi kunne holde får inde, hvis de græsser mellem panelerne, men det må ikke ske på bekostning af den frie bevægelighed for naturens egne beboere.

Vi skal ikke fordele sol og vind lige. Vi skal fordele det efter, hvor det giver mening. Med vind som det tunge løft og sol med omtanke kan vi skabe en grøn omstilling, som holder for både mennesker og natur. Det kræver mod til at tænke nyt og vilje til at gøre det sammen.