Uden mand og børn i sigte tog Karoline og Kristine springet: - Vidste godt, at Tinder i Løkken måske ikke var det mest fantastiske

Overvejelserne var mange. For den ene var det nemt. Den anden svært. Men da beslutningen var truffet, kunne den ikke være mere rigtig

Det typiske spørgsmål er: "Hvordan er Løkken om vinteren kontra om sommeren?". Der er nogle der tænker, de ville blive helt sindssyge, siger Kristine, th. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Det typiske spørgsmål er: "Hvordan er Løkken om vinteren kontra om sommeren?". Der er nogle der tænker, de ville blive helt sindssyge, siger Kristine, th. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Den er kendt for sine travle somre.

Folk, der valfarter op og ned ad hovedgaden og stranden. Brune ben, store is, vådt badetøj. Familier på tur.

Nu er det i hvert fald det, den er kendt for. I flere årtier var byen i stedet kendt som "Nordens Ibiza", hvor befolkningstallet om sommeren steg fra 1300 til 40.000 mennesker.

I dag er Løkken stille, og blæsten har godt tag i bølgerne. Når turismen ikke banker derudaf efter sin ihærdige rebranding, bor her nu lidt mere end 1600 mennesker. For de mennesker er Løkken deres hjem hele året. Også på de dage, der ikke inviterer til en tur på stranden, og hvor man dagligt støder på de samme mennesker i bybilledet.

Efter der fra politisk hånd blev lukket ned for festen, døde byen ud. Lokale kræfter betragtes som grunden til byens overlevelse, og langsomt blev Løkken et eftertragtet sommerhusområde for familier og ældre, men også en by, der har besøgende året rundt.

Og endnu en udvikling ser ud til at have ramt det lille lokalsamfund. Flere udefrakommende, børnefamilier og unge flytter til vesterhavsbyen. Der er blevet banket et surfmiljø op fra sandet, og der er kvalitetsbevidste restauranter, der serverer andet end den klassiske burger med pomfritter.

Folk kommer fra byerne og ud til vestkysten. De har fået nok af byen, larmen og den manglende plads.

Karoline Mortensen på 30 og Kristine Bernhard-Petersen på 33 er nogle af dem. De flyttede til Løkken for snart to år siden. Men de er ikke bare flyttet til Løkken. De er flyttet hjem og er derfor en del af en lille statistik over danskere, det gør netop det.

Hver 7. dansker, der er født i årgang 1983, flytter tilbage til enten sin barndomskommune eller barndomsby, viser en analyse fra Kommunernes Landsforening.

Vi flytter hjem til trygheden, står der i analysen. Og det stemmer godt overens med, hvorfor Karoline og Kristine nu er vendt tilbage til Løkken, som den er både sommer og vinter.

Veninderne Karoline Mortensen, th, og Kristine Bronton Bernhard-Petersen, tv, er begge vokset op i Løkken. Siden har de boet andre steder i en årrække, men er nu vendt tilbage til Løkken. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Veninderne Karoline Mortensen, th, og Kristine Bronton Bernhard-Petersen, tv, er begge vokset op i Løkken. Siden har de boet andre steder i en årrække, men er nu vendt tilbage til Løkken. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Hjem til Løkken

Karoline var faktisk i tvivl.

Hun havde boet i Aalborg siden 2011, og hun havde elsket det liv, som byen bidrog med. Mange ture i Jomfru Ane Gade, og så var hun glad for det fællesskab, hun var blevet en del af i det lokale crossfit-center.

Men selvom hun kom til Aalborg, dyrkede hun stadig sin barndomsby.

- Min årgang i folkeskolen i Løkken har hængt meget sammen siden, så uanset om jeg stadig boede i Aalborg, så kom jeg stadig meget hjem. Jeg kan også huske de gange, hvor jeg er startet på nyt studie, var jeg ikke den første til at lære alle mulige mennesker at kende, for det var nok at have den omgangskreds, jeg havde, så jeg har altid holdt forbindelsen meget til Løkken.

Kristine var slet ikke i tvivl.

Hun flyttede også fra Løkken i 2011, fordi hun skulle læse til pædagog og har boet både i Aalborg og Aarhus.

- Da jeg var færdig, var der ikke rigtig noget arbejde, så tog jeg skridtet og flyttede til Norge og fik arbejde der, hvor jeg var i tre år. Efter det var jeg hjemme at vende i Løkken i en kort periode, og så tilbage til Aalborg. Så ville kærligheden, at jeg skulle til Aarhus et år, men da den gik i stykker, tror jeg bare, at jeg tænkte, nu er det mig, hvad er det egentlig, jeg gerne vil?

Og det var hjem til Løkken.

Karoline Mortensen, tv., og Kristine Bronton Bernhard-Petersen th, har ikke fortrudt, de er flyttet tilbage til barndomsbyen, hvor alle kender alle. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Karoline Mortensen, tv., og Kristine Bronton Bernhard-Petersen th, har ikke fortrudt, de er flyttet tilbage til barndomsbyen, hvor alle kender alle. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

- Hver gang jeg kom hjem og gik en tur på stranden, gav det en ro, og uanset hvor mange gange jeg går der, giver det mig en følelse af, at her hører jeg til, og jeg føler mig hjemme. Jeg tror, det er vandet og stranden. Det er en følelse, der er svær at beskrive. Det er en, man har inde i kroppen, forklarer hun.

Og ja. Det er en smule mere bøvlet med infrastrukturen, og skal vennerne besøges uden for Løkken, skal bilen startes, og der skal køres nogle kilometer. Men det betyder ikke noget for Kristine.

- Hvis noget kræver en overnatning, kender jeg folk, og så låner jeg en plads. Hellere det, og så være her, end den anden vej.

Løkken har de senere år gennemgået en udvikling. Der er skabt et surfmiljø i byen, som flere flytter til for at være en del af. Vandet bliver nu brugt hele året rundt, og unge er tilbage i byen - bare ikke for at feste, men for at dyrke vandet, naturen og det rå. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Løkken har de senere år gennemgået en udvikling. Der er skabt et surfmiljø i byen, som flere flytter til for at være en del af. Vandet bliver nu brugt hele året rundt, og unge er tilbage i byen - bare ikke for at feste, men for at dyrke vandet, naturen og det rå. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Karoline havde også længe ønsket sig en tættere forbindelse til sin barndomsby end kun vennerne fra folkeskolen og familie. Men i en periode var hun i forhold med en, der ikke ville bo fast i Løkken, så Karoline havde accepteret, den tættere forbindelse sandsynligvis blev i form af et sommerhus.

Hun troede også, at hun selv skulle flytte til en forstad til Aalborg med sin kæreste, men forholdet gik i stykker. Så imens veninderne i Aalborg flyttede ud af byen og ud til forstæderne med babyer i maven, sad Karoline i sin lejlighed, imens 18-årige flyttede ind i bygningen.

- Jeg var klar til at tage skridtet væk fra lejlighed i Aalborg, men jeg vidste godt, at Tinder i Løkken er måske ikke det mest fantastiske. Man ved godt, når man bosætter sig i Løkken, går der cirka en bus klokken 22 og en klokken 05 om morgenen, hvis man skal hjem fra Gaden.

For Karoline kredsede tankerne især om det faktum, at hun ikke havde en partner og stod imellem to jobs.

For hvis hun ikke flyttede til Løkken for at etablere et familieliv, hvorfor så?

- For mig var det et kæmpe skridt, fordi jeg tænkte, at det er noget, man gør, når man har en familie eller har en mand. Jeg kan huske, at jeg brugte meget tid på at tænke over, om det nu var smart. Og hvad hvis man nu fandt en mand, der boede i Aarhus, og jeg boede i Løkken?

Kristine med sin hund Carlo. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Kristine med sin hund Carlo. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

For både Karoline og Kristine blev tanken om en fremtidig partner, måske ufrivilligt, en stor del af deres overvejelser.

- Det er jo fordi, det er der, alle ens venner er, og så kan man godt føle, at ens verden er gået lidt i stå. Hvad skal jeg så selv gøre nu, siger Kristine.

Karoline vidste, at hun ville købe et hus, hvis hun rykkede til Løkken, og flere gange i overvejelserne var hun i tvivl om, hvorvidt det var ansvarligt. Om det var egoistisk at stå uden mand og mellem to jobs og så købe fast ejendom i sin barndomsby, hvor ingen af de to dele hang på træerne.

Karoline holdt af byen, imens hun boede der. Men da hun flyttede tilbage til Løkken, blev der plads til andre hobbyer som golf og at ride. Ikke alene kender hun nu dem, hun foretager aktiviteterne sammen med, men det er også billigere end i Aalborg. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Karoline holdt af byen, imens hun boede der. Men da hun flyttede tilbage til Løkken, blev der plads til andre hobbyer som golf og at ride. Ikke alene kender hun nu dem, hun foretager aktiviteterne sammen med, men det er også billigere end i Aalborg. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

- Jeg tror egentlig, det, som afgjorde det for mig, var, at jeg kunne sige, det var en plan b for mig. Jeg kiggede på nogle forskellige huse og bød også på lidt forskellige ting, men jeg tror, da jeg endelig tog skridtet, var det med tanken om, at det også kunne være et sommerhus, siger Karoline og tilføjer.

- Jeg fik det sådan, hvorfor jeg gik og tilpassede mig en, der ikke fandtes. Da jeg tog skridtet, var det ikke så skræmmende og lidt mere et eventyr.

Med en blanding af at være eventyrlysten og en følelse af, at man ikke er kommet videre, hvis ikke man flytter fra sin barndomsby, har begge piger prøvet at bo ude i en årrække. Det har været vigtigt for deres udvikling og forståelse for verden. Men ude godt, hjemme bedst. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Med en blanding af at være eventyrlysten og en følelse af, at man ikke er kommet videre, hvis ikke man flytter fra sin barndomsby, har begge piger prøvet at bo ude i en årrække. Det har været vigtigt for deres udvikling og forståelse for verden. Men ude godt, hjemme bedst. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Fælles for begge var, at de savnede hjem og trygheden i byen. At kende alle omkring sig og at kunne være helt sig selv.

Og ja, som med enhver anden lille by, hvor alle kender alle, snakker folk, fortæller Karoline.

- Jeg tror også, det er det, der gør det så hjemligt. Der er mange, der har den fordom om, at alle sladrer og snakker. Jeg tror, der er forskel på, hvordan man kigger på det, fordi ja, alle snakker om alle, men det behøver ikke være med en ond mening. Jeg synes faktisk også, det er rigtig rart, hvis nogen er i en sygdomsperiode, eller nogen bliver skilt, at man kan være der for hinanden, og folk faktisk spørger ind til, hvordan man har det.

- At folk sladrer, er ikke noget, jeg har skænket en tanke, indskyder Kristine.

- Jeg tror, det handler om, hvor meget man værner om sit privatliv, for ellers tror jeg godt, man måske kunne få lidt klaustrofobi, svarer Karoline.

Hvordan fanden får jeg nye venner i Løkken?

Karoline købte et gammelt hus i Løkken, som hun efter lang tid fik lov til at rive ned, så hendes eget husprojekt kunne begynde.

Et projekt der indebærer et hovedhus og et anneks, hvor der kan bo gæster og turister.

Men et husprojekt er ikke nødvendigvis nok for at holde dampen kørende, når man flytter hjem. Karoline havde både sin familie og sine drengevenner, men hun savnede noget mere.

Annekset, som Karoline bygger ved sit hovedhus. Her kan turister leje sig ind. Når det står færdigt. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Annekset, som Karoline bygger ved sit hovedhus. Her kan turister leje sig ind. Når det står færdigt. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

- Da jeg flyttede tilbage, var jeg meget afhængig af mine drengevenner, som stadig boede her eller også var flyttet tilbage, men der var kun få dybe samtaler mellem os. Jeg var derfor opsøgende efter nogle veninder her, og jeg tror, måden vi rigtig kom til at snakke sammen på var gennem surf, fordi jeg tog initiativ til, at du skulle med der, siger hun og kigger på Kristine.

Karoline og Kristine kendte hinanden fra ungdomsarbejde i Spar, men opbyggede ikke dengang et egentligt venskab.

- Da jeg kom tilbage, blev jeg overrasket over surfmiljøet, erklærer Karoline. Der kunne man få en helt ny vennekreds, ud over de lokale bønder. Og der har jeg lært spændende, interessante mennesker at kende, som ikke nødvendigvis kom herfra og kun er her, fordi de kommer herfra, fortæller hun og Kristine.

- Nogle gange tænker jeg "hvad vil I i Løkken?", når man ikke har en relation. Hvad er det så egentlig, man vil, spørger Kristine og fortæller, at hun på gåture med sin hund, Carlo, møder mange tilflyttere. Unge som ældre.

- Det havde jeg ikke set komme. Det var ligesom, at jeg ikke troede, Tinder ville fungere. Jeg var sådan: Hvordan fanden kan jeg tage hjem og så få nye venner, siger Karoline.

Det var en barndom med fest i Løkken, som pigerne husker. Men også en tid med lokalt sammenhold og ildsjæle, der skulle sikre byens overlevelse. En udvikling der er fortsat med hjælp fra udefrakommende, der ikke i forvejen har relation til byen. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Det var en barndom med fest i Løkken, som pigerne husker. Men også en tid med lokalt sammenhold og ildsjæle, der skulle sikre byens overlevelse. En udvikling der er fortsat med hjælp fra udefrakommende, der ikke i forvejen har relation til byen. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Men Tinder virkede. Kristines nuværende kæreste boede i Aalborg og poppede op på skærmen. Han fandt ud af, at han var nødt til at flytte til Løkken, hvis de skulle bo sammen.

- Jeg sagde til ham "jeg skal bo i Løkken, og sådan er det", og så tænkte han "ja ja, det laver hun sikkert om på". Det kunne han godt fornemme, det gjorde jeg ikke. Jeg flytter ikke igen.

Lidt anderledes gik det for Karoline. Hun fandt sin kæreste helt lokalt. Helt som hun slet ikke havde regnet med.

- Jeg udviklede på et venskab, jeg i forvejen havde i byen. Jeg har altid kendt ham, og så begyndte vi at blive venner, imens jeg egentlig havde travlt med Tinder. Så da han også fandt en på Tinder, og han begyndte at date hende, tænkte jeg "nej, det var sgu egentlig en fejl".

Acceptabelt at komme hjem, når man har været ude

Tanken om, at man sidder fast og "ikke er kommet videre", hvis man forbliver i sin barndomsby, fulgte også Kristine og Karoline i deres fremtidsbeslutninger.

- Jeg har altid været eventyrlysten, så jeg tror, hvis jeg altid havde været i Løkken, ville jeg føle, at jeg manglede noget. Nu har jeg været ude at prøve ting af, fortæller Kristine, og Karoline supplerer.

- Jeg tror, at hvis jeg havde været 25 og gerne ville tilbage til Løkken, havde jeg ikke turde det. Så tror jeg, jeg ville have skammet mig over det, fordi jeg ikke havde været ude at prøve, hvad verden ellers havde at byde på end lille Løkken.

- Jeg havde også startet med at søge ind på studiet i København, fordi det følte jeg, man skulle. Ud i den store verden. Det blev så til Aalborg i stedet for. Det var også langt nok væk, griner hun.

Hvad er det, du ville skamme dig over?

- Jeg tror bare, det er det der med, at man ikke nødvendigvis ser mangfoldigheden, og man ser kulturlivet på en helt anden måde. Jeg tror, de fordomme, der er om et lille landsbysamfund er, at hele puljen er Dansk Folkeparti, som ikke har set andet end den lokale pizzamand.

- Man føler lidt, man har udvidet sin horisont, påpeger Kristine.

- At det først er accepteret, hvis man har været derude og så vender hjem, tilføjer Karoline.

- Man har ligesom prøvet at leve, konstaterer Kristine. Nu har jeg også prøvet at leve i Norge, og det er også en helt anden kultur. Det er ikke langt væk, men de gør tingene anderledes. Det er også med til at forme en. Jeg kunne slet ikke se, at jeg skulle være blevet i Løkken. Det gav ikke mening, men det giver mening nu, efter jeg har været rundt omkring.

Karoline, tv, Kristine, th, og lille Carlo på en af deres vanlige ture på stranden. Foto: Martin Damgård <i>Martin Damgård</i>

Karoline, tv, Kristine, th, og lille Carlo på en af deres vanlige ture på stranden. Foto: Martin Damgård Martin Damgård

Nu vil Kristine og hendes kæreste gerne have et hus i Løkken. Problemet er bare, der ikke er særlig meget til salg. Men måske kan en anden drøm snart blive virkelighed.

- Min far vil gerne af med sit hus, så det håber vi lidt bliver en mulighed. Så kan jeg overtage mit barndomshjem. Det har altid været min drøm. Der er så mange gode minder, og jeg synes, det ligger godt, og der er pladsen. Det er et gammelt hus, og hvis der er nogle, der køber det, vil det bare blive væltet, og det ville gøre lidt ondt i mit hjerte.

For begge er det drømmen at stifte familie i deres egen barndomsby.

- Men den tanke tror jeg altid, jeg har haft, fordi man selv kommer fra et lille sted. Jeg ville ikke kunne finde på, uanset om man så stadig var i Aalborg, at blive i Aalborg, så ville jeg også tage til en forstad, fortæller Karoline. For hende viste det sig at være det helt rigtige at tage beslutningen om at flytte hjem, selvom der var mange ubekendte og tvivlsspørgsmål.

Kristine nikker anerkendende. Man kan se, hun tænker, før hun siger:

- Tanken om at skulle have et barn, der vokser op i en lejlighed eller et hus i byen... Allerede ved tanken kan jeg blive helt kvalt og tænke "kan man det?". Jeg kan slet ikke se det for mig.

I stedet er det håbet og drømmen om Løkken, hvor de i år har boet i to. Måske for evigt. Det er i hvert fald der, de gerne vil stifte familie og give det videre, de selv er opvokset med.

Lokalsamfundet, vandet, naturen og trygheden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden